Den amerikanske læge, der har været indlagt i Berlin efter at have fået ebola i DR Congo, er blevet udskrevet.

Amerikansk læge udskrevet fra tysk hospital efter ebolasmitte

Foto: Glody Murhabazi/Ritzau Scanpix
Foto: Glody Murhabazi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En amerikansk statsborger, der var smittet med den dødbringende sygdom ebola, er lørdag blevet udskrevet fra hospitalet Charité i den tyske hovedstad, Berlin.

Det er sket efter to ugers indlæggelse.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Amerikaneren er læge og arbejdede i det afrikanske land Den Demokratiske Republik Congo, som for tiden er ramt af et ebolaudbrud.

22. maj oplyste det tyske hospital, at lægen ikke var kritisk syg, og at hans familie var testet negativ for sygdommen.

Familien blev kort efter lægens indlæggelse transporteret til Berlin.

Lægen har været testet negativ for ebola siden 30. maj, skriver dpa.

Ebola blev første gang opdaget i 1976 i DR Congo og menes at have spredt sig fra flagermus.

Sygdommen findes i flere stammer. Lægen blev indlagt på Charité-hospitalet den 20. maj, efter at en PCR-test fastslog, at han var smittet med den sjældne Bundibugyo-virus.

Det er den ebolastamme, som er blevet identificeret i det igangværende udbrud i Centralafrika. Den smitter gennem fysisk kontakt og udveksling af kropsvæsker.

I en udtalelse, der ifølge dpa er sendt ud af det tyske hospital, fortæller lægen, at han fik ’behandling i verdensklasse’, og at han blev behandlet med eksperimentelle lægemidler, som i øjeblikket bliver evalueret til behandlingen af netop den virusvariant.

»Ord rækker ikke til at beskrive, hvor taknemmelig jeg er«, siger han i udtalelsen.

»Vores tanker er fortsat hos dem i Congo, som ikke har mulighed for at modtage den enestående behandling, vi fik«, siger han.

Udbruddet i Congo, hvor lægen arbejdede, viser sig ifølge dpa at være særligt vanskeligt at få under kontrol, blandt andet fordi der på nuværende tidspunkt hverken findes en vaccine eller en specifik behandling mod Bundibugyo-stammen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her