Mange mener, at det at føde børn og derefter være mor er det mest naturlige, man kan foretage sig som kvinde. Men på Nivaagaards nye udstilling står det hurtigt klart, at måden, man er mor på, har mere med kultur end natur at gøre. Og det udgangspunkt lægger op til så mange diskussioner og interessante tankerækker, at det er en sand fornøjelse.
En af de disse begynder i 1700-tallet med filosoffen Jean-Jacques Rousseaus revolutionerende bud på den bedste børneopdragelse. Pludselig skal barnet ammes af sin mor og rent faktisk være et barn i udvikling, før det kan vokse sig voksent. Det er radikalt nye tanker, men betyder samtidig, at kvindens rolle defineres som værende hos barnet og i hjemmet. Og så er det kun drengebørn, der skal lære at tænke selv. Døtre har værsgo fortsat at lære at gøre, som der bliver sagt fra mandlig side.
De nye tanker kommer forholdsvis hurtigt til Danmark, ikke mindst via Jens Juel, som mødte Rosseau i Schweiz først i 1770’erne. Resultatet kan ses i Juels ’Portræt af grevinde Sophie Magdalena Raben med søn’ fra 1785, hvor barnet netop er blevet ammet. Se bare brystet, der kun delvis skjules af det opsnørede kjoleliv!
Sådan kunne man i 1700-tallet signalere, at man var med på de mest moderne tanker, og sådan kan et maleri med over to århundreder på bagen igen indskrive sig i en aktuel debat, der handler om, hvor, hvordan og hvor længe man bør amme sit barn. Altid med ’naturlighed’ som stærkeste argument.
