Vi troede, det var sådan en lidt forfalden bryllupspavillon, man kunne tage billeder i, når man bliver gift«, siger min gymnasieveninde, som netop er flyttet retur til Holbæk, da jeg stopper forbi til en kop te og lidt varme i kinderne. Nu bor hun med familien i en villa på den anden side af vejen fra Strandparken – den nydelige, store og lidt fine park, hvor byens dyre hotel ligger.
Og det kunne da også godt have været sådan en lidt fimset bryllupspavillon, men nu er det altså et kunstværk af en af verdens mest berømte nulevende kunstnere, Olafur Eliasson (f. 1967). Ja, ham med den store sol på Tate Modern, med de gigantiske vandfald i East River i New York City, regnbuen på toppen af Aros og soloudstillinger rundt om i hele verden.
I forbindelse med strandparkens 100-års jubilæum i 1998 blev han inviteret »... til at skabe en skulpturel bearbejdning af den naturlige kilde, som siden 1906 havde udgjort parkens springvand«, som det hedder på kommunens hjemmeside. Og det er måske den del af projektet, som er lidt fimset. Det med kilden og vandspejlet og pavillonens filigranagtige konstruktion af metalbånd, som krydser hinanden og former femtakkede stjerner i sit mønster. Men måske er værket alligevel lidt mere komplekst?
Jeg er taget på tur tilbage til min barndoms by, provinsbyen Holbæk i det vestlige Sjælland, for at se på den kunst, som findes her. For at se, om den kunst, som findes ude i vores mindre byer – uden for hovedstaden – fortæller noget særligt om den rolle, kunsten har spillet og stadig spiller i vores liv og hverdag. Om den overhovedet spiller nogen rolle?
