Ordet postapokalyptisk er det, kunstneren Jesper Just selv bruger, når han skal beskrive følelsen af sin totalinstallation ’Seminarium’.
Det går fint i spænd med stemningen på kunstmuseet Gammel Holtegaard en uge inden åbningen af kunstnerens udstilling. Ordet kaotisk vil nok være det mest dækkende.
I samtlige udstillingsrum går medarbejdere rundt og forsøger at få Justs vision til at materialisere sig. Just selv viser roligt rundt i det, der i fredags åbnede som en færdig udstilling, men som på dette tidspunkt i processen var meget langt fra.
Han ligner en skolelærer af den joviale støbning, Jesper Just. Fuldskægget, med tunge sorte briller og blå sweater.
