Det er grundlæggende forvirrende, at Edvard Munch malede flere versioner af sine motiver.
’Skriget’, dette ikon for eksistentialismen – den moderne kunsts ’Mona Lisa’ – findes i otte versioner på Munch-museet: Den første udgave, Munch laver, er i farvekridt og farveblyant på papir og fra 1893. Så har museet seks litografier fra 1896, hvoraf en er håndkoloreret. Og så den vigtigste i samlingen, fra 1910, malet med tempera på pap – den overhovedet blødeste og mest organisk flydende af Munchs versioner af ’Skrig’, som det hedder på norsk.
Et andet af Oslos museer, Nasjonalmuseet, som genåbner til næste sommer i sin egen helt nye bygning, ejer den første version, Munch malede med tempera i 1893, mere kantet og arrig – den, hvor der med blyant er påført sætningen: »Kan kun være malet af en gal Mand!«. Og så er der en amerikansk rigmand, Leon Black (med forbindelser til afdøde Jeffrey Epstein i øvrigt), som ejer en pastelversion, som han i 2012 betalte knap 120 millioner dollars for på en auktion.
Det ikoniske billede af personen, som har løftet hænderne op til ansigtet på broen under den blodrøde himmel og »følte det store uendelige skrig igennem naturen«, som Munch skrev om motivet, går altså igen i flere versioner. Og på det nye Munch-museum har man taget konsekvensen af, at værket også er ved at falme og langsomt forsvinder.
