Alt imens jeg gik gennem udstillingen ’Marmor’ på Kunsten i Aalborg med kunstværker om og af marmor, havde jeg på fornemmelsen, at den marmor, man taler om i udstillingen, er ren facade. Staffage. Renskuret hvid og lagt uden på en kerne støbt i beton. En borgerlig forklædning af poleret marmor.
For 50 år siden fik Aalborg sit kridhvide og vidunderligt smukke modernistiske museum tegnet af finnerne Aalvar og Elissa Aalto sammen den aarhusianske arkitekt med det lidet danske navn Jean-Jacques Baruël.
Og ja, den bygning er jo belagt i sit indre og ydre med den smukkeste hvide marmor hentet hertil fra marmorminerne i Carrara i Toscana, Italien. Over 300 tons af det blev brugt, da museet i 2014-16 blev totalt istandsat, og marmoren blev skiftet ud.
Det er selvfølgelig den marmor i arkitekturen, som har motiveret udstillingen.
