At kalde kvaliteten i Peter Hansens værker for svingende er en underdrivelse. Faktisk er det svært at forestille sig, at den samme kunstner kan udføre så væsensforskellige malerier inden for så kort en tidsperiode.
Det er, som om han har svært ved både at finde sig selv og derefter at fastholde det udtryk, han ind imellem når frem til. Jeg holder således meget af hans gengivelser af vinden gennem kornmarker og over himlen, af snevejrstunge skyer og til tider også den stærke italienske sol, men sideløbende skal man altså trækkes med mørke og sært stillestående skilderier.
Måske er det derfor Peter Hansen på én gang er den mest og mindst kendte af fynbomalerne, for hvor mange vil nikke genkendende til navne som Johannes Larsen og Fritz Syberg, så er det (enkelte af) Hansens værker, der er blevet noget nær folkeeje.
Et af dem er ’På isen bag byen. Faaborg’ fra 1901, og nok er det en ren idyl med glade børn på sjove kælk-skøjte-kombinationer, som åbenbart stages frem, men lyset er fint, og man genkender fornemmelsen af sne, is og kulde. Året efter følger han op med det sommerskønne ’Høslet på engen, Sydfyn’, hvor pigens pink kyse kysser farve på blomsterne bag marken, og kornet er faldet i så smukke formationer, at selv en bybo kan dufte det.
