Forestil dig, at du graver lidt i jorden på din vinmark på bakkeskråningen i et landskab, som i dag ligger i det centrale Rom.
Året er 1506, og du støder på noget hårdt og graver så det frem, der viser sig at være den vildeste antikke skulptur nærmest nogensinde, forestillende en 2 meter høj muskuløs og storskægget mand samt to mindre mænd i kamp med en fed slange. Uha, en dramatisk og smertefuld kamp, den store mand er i færd med.
Forestil dig så, at du er en kunstner fra det nordlige Europa omkring overgangen til det 20. århundrede. Du er i kontakt med billeder i verden, men på en noget mindre hidsig måde end i dag.
Du bladrer i aviser, går på museum, kigger i tryksager uden farve på, og du falder over nogle billeder af El Grecos malerier, og noget i de billeder er så underligt, at du føler, du har fundet en helt særlig skat. At du har gravet noget frem fra kunsthistoriens fede muld, som ingen tidligere har vist dig, og om hvilket ingen tidligere har sagt: Det her, det er vigtigt!
