Den var hvid som sne. Om sneen var faldet det år, husker jeg ikke. Men den julenat kastede jeg op på min nye hvide bamse, julegaven. Efter kogevask og længe efter at jeg var vokset fra den, havde den et brunligt skær.
Nu står jeg på Skagen Bamsemuseum og har det som et 5-årigt barn. Jeg er skidtmads. Og stifteren af museet, Jonna Thygesen, som jeg har lavet en aftale med om at komme forbi, henter en cola til min rumsterende mave, og på en måde kunne det ikke være bedre. Et 46-årigt sløjt barn omgivet af bamser ...
Jeg har hørt en hel del om dette museum på forhånd. Fra næstformanden i bestyrelsen for Foreningen for Bamsemuseets Venner, dr.phil. og forhenværende rektor på Kunstakademiet i København Else Marie Bukdahl, som jeg holder meget af at være i selskab med.
Museet stod derfor langt oppe på min liste over uortodokse seværdigheder, jeg ville besøge denne sommer til min lille serie om mærkelige museer.
