Hans ansigt gik verden rundt i slutningen af 2017, da han på grov, charmerende og hysterisk morsom vis udstillede, hvor prætentiøse, overfladiske og ukritiske de fleste af os er.
I en Vice-artikel og efterfølgende dokumentar berettede han, hvordan han skabte Londons mest hypede restaurant, helt uden at den eksisterede.
’The Shed at Dulwich’, som projektet hed, startede som et eksperiment affødt af kedsomhed. Kunne han få en ikke-eksisterende restaurant verificeret på TripAdvisor? Det eneste, det krævede, var et telefonnummer, en hjemmeside og en menu med tilhørende billeder af maden (i dette tilfælde opstyltede billeder af blandt andet opvasketabletter, barberskum og en fod tilsat lidt grønt og et spejlæg).
’Restauranten’ blev hurtigt verificeret, og så var næste skridt naturligt: Kunne han få ’The Shed at Dulwich’ til at ligge nummer et på listen over Londons knap 19.000 restauranter? Det kunne han.
