Når man når ud til så mange mennesker, har man stor magt. Men Anders Hemmingsen vil gerne have likes fra alle, så han styrer uden om politik og går efter det brede grin, den gode stemning. Det lykkes ikke altid. Det, han kunne dele i 2012, kan i dag opfattes krænkende, og han er blevet kaldt både sexist og hyggeracist. Med magten følger et ansvar og omtanke angående det, man lægger ud.
»Det var mere Det Vilde Vest i starten, hvor jeg kunne prøve nogle ting af, og jeg hørte sgu aldrig noget for det. Tiden har ændret sig, og man bliver kigget på på en anden måde end i starten«, som han siger.
Karrieren begyndte med, at han delte grinebidder på sin facebookprofil. Da Instagram-appen kom til, rykkede han derover og begyndte med inspiration i det amerikanske humor-site 9gag at dele videoer og billeder af skægge solskoldninger, skæve selfies eller falde-på-halen-situationer. Og midt i de andres billedstrøm af nuttede børn, solnedgange og perfekte morgenmadsserveringer tog det kegler. Profilen var et modbillede til selvpromoveringen og dyrkelsen af det perfekte – og tiltrak hurtigt tusinder af følgere. Det ene tog det andet, og inden længe begyndte folk at sende ham forslag til ting, de syntes, han burde dele. I dag får han flere hundrede bud på mailen dagligt og fungerer udelukkende som kurator.
Hans idé har fra starten været at finde en dansk vinkel på det sjove. Ingen amerikanske Trump-memes eller japanske kattevideoer. Hos andershemmingsendk handler det om ’Bamses billedbog’, studenterkørsel, ligheden mellem statsministeren og komiker Torben Chris eller en grotesk stavefejl på et skilt i Fakta.
