Det tog kun halvanden time for 16-årige Charli d’Amelio at blive verdenskendt.
Sådan beskriver verdens største TikTok-stjerne ofte selv sit gennembrud på den fortsat mere og mere populære videodelingstjeneste.
I et lille års tid havde hendes veninder bedt Charli d’Amelio om at hjælpe dem med at lave små og ikke alt for komplicerede koreografier til deres TikTok-profiler. Charli d’Amelio var nemlig god til at danse. Det vidste veninderne. I maj 2019 begyndte hun så at lægge 15-sekunders videoer ud. Små dansesekvenser til tidens populære sange. Ofte filmet med en smartphone og iført en alt for stor sort hættetrøje i soveværelset eller på badeværelset, hvor lyset var bedre.
Et par måneder senere lagde Charli d’Amelio en såkaldt side by side-video op, hvor hun følger danseren og tiktokkeren Move With Joys dansetrin. Joy, der er en voksen og farverig kvinde med lyserødt hår, viser først, hvordan man gør: Venstre ben, højre ben, hænderne foran, rul den ene skulder tilbage, rul den anden skulder tilbage og til sidst et rul med hoften. Charli d’Amelio kopierer hendes trin koncentreret og slutter af med at smile.
