Et svimlende beløb på 330 milliarder kroner. Det annoncerede rigmanden Elon Musk tilbage i april, at han ville give for Twitter. Men det er først nu at handlen er gået igennem. Og undervejs har det været tæt på at gå galt mellem manden bag rumfartsselskabet SpaceX og elbilvirksomheden Tesla. Så tæt at Musk og Twitter i dag fredag ville være endt i retten for at få afgjort en af USA’s største opkøbsaftaler, hvis ikke handlen var blevet gennemført.
I det forgangne halve år er det væltet ud med artikler og historier om handlen. Men bare fordi en historie er god, behøver den jo hverken at være let at fortælle eller forstå.
Vi har derfor brudt sagaen om Musk og Twitters forening op i en række centrale spørgsmål og svar, der både fører os omkring dramatikken, komikken og konsekvenserne.
I midten af april tilbød verdens rigeste mand, Elon Musk, at købe hele Twitter.
