På baggrund af den udveksling følte jeg mig tryg ved at kontakte ham i april, efter at han uventet og midt i coronapandemien udgav den 17 minutter lange monumentale sang ’Murder Most Foul’ om snigmordet på John F. Kennedy. Selv om han ikke har stillet op til interview, siden han modtog Nobelprisen i Litteratur i 2016, med undtagelse af de interviews, han har lavet til sin egen hjemmeside, sagde han ja til en telefonsamtale fra hjemmet i Malibu. Det skulle vise sig sig at være det eneste interview, han deltog i, forud for udgivelsen af ’Rough and Rowdy Ways’ fredag 19. juni – hans første album med selvskrevne sange siden ’Tempest’ fra 2012.
Ligesom det kendetegner de fleste samtaler med Dylan, spænder ’Rough and Rowdy’ over et kompleks af emner: trancer og hymner, udfordrende blues, længsel efter kærlighed, komiske sammenligninger, drilske ordspil, patriotisk gejst, rebelsk standhaftighed, lyrisk kubisme, refleksioner fra livets skumring og spirituelt engagement.
I det heftige nummer ’Goodbye Jimmy Reed’ hylder Dylan bluesmusikeren fra Mississippi, der var kendt for sine fyrige riffs på sin mundharmonika og et sjofelt tekstunivers. I ’Crossing the Rubicon’ kan han mærke »the bones beneath my skin« og overvejer sine muligheder før sit endeligt: »Three miles north of purgatory — one step from the great beyond/ I prayed to the cross and I kissed the girls and I crossed the Rubicon«.
’Mother of Muses’ er en hyldest til naturen, gospelkor og militærmænd som William Tecumseh Sherman og George Patton, »who cleared the path for Presley to sing/ Who cleared the path for Martin Luther King.« Og ’Key West (Philosopher’s Pirate)’ er en æterisk bearbejdelse af udødelighed, der udspiller sig på en køretur ad Route 1 til Florida Keys, akkompagneret af Donnie Herrons harmonikaspil, der er inspireret af The Bands harmonikaspiller, Garth Hudson. I sangen hylder han Ginsberg, Corso og Kerouac.
