»Der er så mange små lys i mørket nu. Det er for eksempel gået så hurtigt med udviklingen af både vacciner og lyntest. Og så forventer vi at kombinere mange tiltag på en gang. Screene gæsterne, smitteopspore effektivt ved at gøre billetterne personlige og lave andre former for adfærds- og hygiejnetiltag«.
Men Signe Lopdrup understreger samtidig, at det er helt nødvendigt, at regeringen og sundhedsmyndighederne nu »skifter gear« og i højere grad involverer sig, hvis sommerens festivaler skal blive til virkelighed.
»Nu har vi behov for et stærkt samarbejde med myndighederne i forhold til at udvikle de tiltag og kvalitetssikre de retningslinjer, vi lægger til grund, ellers kommer vi ikke i mål«, siger hun.
Appellen sender Roskilde Festivals direktør sammen med en række andre centrale aktører i festivalbranchen i et debatindlæg i Politiken og blandt andet er underskrevet af Søren Eskildsen, talsmand for Skanderborg Festival, Brian Nielsen, direktør for Tinderbox og Northside, og Jesper Christensen, direktør for Live Nation.
