Nord for København ligger der et hus. Lidt klemt inde mellem en lystbådehavn, tennisbaner og gamle villaer. Af den lidt fornemmere slags.
Det er ikke som de andre huse langs den sjællandske nordkyst, hvor patriciervillaerne løfter sig som små hvide slotte fra lidt grønnere græsplæner med tronende vinduer og massive trapper.
Nej, det her hus ligner mere en slags mikadospil af fyrretræsrafter limet tæt sammen på en stor æske af glas og stål. Det rager besynderligt op i landskabet.
Hvis der i baghaven lå en stor bunke med kapsler, og en smed længere nede af gaden havde en drage, kunne man næsten tro, at man var halvt i gang med en fortælling af Ole Lund Kirkegaard, hvor naboerne hænger ud fra altanerne og med øjnene på vej ud af hovedet siger:
