Vi er utaknemmelige, når regnen siler, og utaknemmelige, når solen bleger græsset gult og huden rød. Men denne eftermiddag var jeg taknemmelig for, at regnen begyndte at falde, da Anohni and the Johnsons spillede på Arena. For så var der en chance for, at teltet ville blive fyldt op og det kan være svært at overbevise glade, trætte og øldrikkende festivalgæster om at sætte en time af til at høre, hvor grelt det står til med det døende koralrev.
’Why Am I Alive Now’ var første nummer fra hendes album ’My Back Was a Bridge for You to Cross’ fra 2023. Spørgsmålet, hvorfor er vi i live, drev som en brise gennem hele koncerten. Hvorfor er vi i live, hvis vi gør selve livet på planeten Jorden fortræd? Anohni lod hele jorden brænde op:
»I wanna burn the sky, I wanna burn the breeze, I wanna see the animals die in the trees«, lød det i den rørende og rasende ’4 Degrees’.
Roskilde Festival står på skuldrene af ungdomsoprør og en politisk musikepoke. Og dem, der siger, at festivalen ikke må være politisk eller aktivistisk, glemmer, at der findes kunstnere, der laver kunst med livet som indsats. Anohni er en af dem. Hendes krop er politisk, som transkvinde er hun særligt udsat og i høj risiko for at blive mødt med vold. Men det, hun kom for at adressere på årets festival, var større end hende selv.
