I det sidste frirum på Roskilde flyder grænserne: »Han har puls«, siger en af lejrens drenge. »Og han trækker vejret, svagt«

Hun er til fest i sin lejr, en pigelejr, som er blevet venner med en lejr på den anden side af brandvejen, en drengelejr. Først stjal drengene pigernes campingstole, men det er ikke så ualmindeligt på Roskilde, og så lærte de da hinanden at kende.

Senere knækkede drengenes pavillon i vinden, og langsomt flyttede begge lejres campingstole, inklusive de unge mennesker, der sidder på stolene, ind under pigelejrens pavillon. Sådan begyndte det. Og sådan sidder de, da vi kommer forbi, til fælles fest under pigernes skygge.

Vi er her for at tale om livet i campingområdet. Et sted uden regler, eller i hvert fald med sine egne regler. Et unikt sted, hvor det er de unge, der styrer festen, ikke ordensregler fra oven, som når andre danske festivaler opfordrer gæster til ikke at tale for højt, eller ikke længere vil sælge cigaretter, eller forbyder flamingokasser som kølebokse i lejrene af hensyn til miljøet.

I Roskilde Festivals campingområde er der ganske vist opfordringer om at rydde op eller eksempelvis være stille mellem 5 og 9. Men går man rundt i det enorme område med telte, pavilloner, brandveje, trækonstruktioner, skrald, campingstole og ikke mindst mennesker, virkelig mange mennesker, der opfører sig, som var der ingen dag i morgen, ligner det stadig et anarki. Måske er det sådan, frihed ser ud? Legemliggørelsen af den følelse, hvor man prøvende stikker en tå indenfor i rummet på den anden side af grænserne, eller måske springer direkte derind med hovedet først. Ind i frirummet.

Jeg ved godt, hvad vi brugte frirummet til for tyve år siden, da jeg selv lå i campingområdet. Hvordan jeg og mine tre veninder havde drikkekonkurrencer og mærkeligt hår og ens T-shirts, og vi havde to telte med, et til at sove i og et, vi kaldte arbejdsteltet. Så må du selv regne ud, hvad formålet var med det.

Men jeg ved ikke, hvad frirummet bruges til i dag. Jeg er altid på Roskilde, men campingområdet har jeg forladt for længst. Det er derfor, vi har sat os i et par ledige campingstole her i pigernes lejr, som også er blevet drengenes lejr. Jeg vil gerne undersøge, hvad de stiller op med al den frihed.

Både pige- og drengelejren er på Roskilde Festival for første gang. De har ventet i kø, eller i køen til køen, for at få en god plads til teltene. Da det enorme græsareal blev givet fri, og horder af festivalgæster med tung oppakning kastede sig ind i kampen for at få en plads til deres lejr, endte disse piger og disse drenge tilfældigvis med at sætte telte op lige over for hinanden, kun adskilt af en af de obligatoriske brandveje, der altid skærer sig igennem Roskildes campingområde.

Dem fra pigelejren løb de første ti meter, resten af vejen gik de, men alligevel fik de plads til lejren her, et stenkast fra festivalpladsen. De fleste er fra Lyngby og Bagsværd og kender hinanden fra cheerleading, og derfor er deres venskab også noget særligt. Man skal stole på hinanden, når man laver cheerleading, siger de. Gribe hinanden, hvis man falder.

»Jeg har bare sådan et fællesskab med de her piger«, siger Julie på 18 år og peger på mørkkrøllede Olivia på 17 år, »hun er vores flyver«, altså hende, der står øverst.

Dem fra drengelejren kender hinanden fra folkeskolen og gennem fælles venner, de er fra Ålsgårde og kalder hinanden ’bror’. De griner højt, hvis en fra gruppen kommer galt af sted, men hvis en taber sit kreditkort, betaler de andre selvfølgelig for mad og drikke. De henter i det hele taget øl hele tiden, som de generøst deler med venner og bekendte. De elsker deres ølbong og har en soundbox med, som spiller hiphop, primært. I hvert fald når de selv kan bestemme.

Ved festen i eftermiddagens hede falder den fasttapede Nynnes hage ned mod brystet, og hun lukker øjnene. To campingvagter stopper op og kigger undersøgende på hende, de er måske lidt ekstra på dupperne på grund af den brændende sol. Luften er så varm, at en sodavand er eksploderet inde i pigernes telt, alle har fået en rødlig farve over kindbenene, og flere af pigerne sidder i trusser og en lille top, afslappede. Men varmen kan også være farlig, hvis berusede eller påvirkede festivalgæster blackouter. Det ved vagterne godt.

Nynne vågner op og smiler lykkeligt til de orange veste fra sit tapede fangenskab. Alt er godt her.

Men ovre på den anden side af brandvejen, i drengenes lejr, er der noget galt. Campingvagterne er gået videre ind i halvcirklen af telte, der står eller ligger fladt rundt om den faldne pavillon, og ved en af iglooerne har de gjort holdt og taler lidt nervøst sammen. Nogle af drengene har trukket en af vennerne ud på græsset, hvor han ligger uden at bevæge sig. Der er en, der henter vand til ham, som han ikke kan indtage. August på 16 år sad lige før i skyggen i pigernes pavillon og festede, men nu er han også løbet derover, han prøver at komme i kontakt med vennen.

Mens campingvagterne taler i walkie-talkie, løber August tilbage over brandvejen til festen, »han har det overhovedet ikke godt«, siger han kort, før han løber tilbage til vennen.

Campingvagterne spejder hvileløst efter assistance, mens lejrens drenge slår ring rundt om vennen. Musikken brager fortsat fra forskellige fester rundtomkring, den synes at komme fra alle sider. Folk går forbi og kigger lidt, men de fleste går bare videre. August går igen over til forsamlingen i pigernes lejr:

»Han har puls«, siger han. »Og han trækker vejret, svagt«.

Da han atter er tilbage ved vennen, prøver han at få ham op at sidde, men vennen hænger helt slapt i Augusts arme. Så kommer der en mand med gul vest, hvor der står ’Safety Manager- på ryggen. Også han taler i sin walkie-talkie og begynder at spejde ned ad brandvejen.

Da August for tredje gang kommer over til festen under pavillonen, er musikken blevet højere. Han beder om at få skruet ned og går lidt ned i knæ, så han kan høres omkring campingbordet.

»Der er ingen respons«, siger han. »Åbner man hans øje, går pupillerne opad«. Han retter sig op og samler hænderne bag hovedet. Kigger derover med et bange blik.

Vagterne i de neonfarvede veste venter stadig på noget eller nogen. Det er, som om det ikke er virkelighed for dem, der stadig sidder på pigernes side af brandvejen og fester. Soundboxen skrues tilbage på høj lydstyrke, og alle synger »vi er Danmarks største Giz-præsidenter«.

En samarit fra Røde Kors kommer cyklende. Flere vagter kommer løbende, de fjerner de knækkede stænger fra drengenes pavillon for at gøre plads til noget, som viser sig at være en båre på hjul. En lejr i nærheden skruer vanvittig højt op for DJ Freedom. August får en lille blok, som han kan skrive vennens navn på. Vennen bliver løftet op på båren. Den 17-årige fyr ser tynd ud under det tæppe, samaritterne lægger over ham. Så kører de ham væk.

August giver en veninde et langt kram. En fyr med bøllehat fra en lejr i nærheden kommer op og siger:

»Var der lige en, der blev hentet? Der skete præcis det samme nede hos os lige før!«.

To unge mænd fra et nabotelt kigger forbi og spørger: »Er jeres ven okay?«.

Vejret slår om, og luften går fra hed til kølig på et øjeblik. Mågerne flyver lavere og tættere over teltpladsen, mens sollyset forsvinder bag træerne.

På pigernes side af brandvejen fortsætter festen. På drengenes side er endnu en dreng gået kold i et telt, men det er »bare alkohol«, og de får ham vækket. Så bliver de enige om at spille ølbowling.

Dette er første kapitel ud af tre.

Læs kapitel 2 her: Pige- og drengelejren bliver venner til sange om fisse, vafler og papvin. Og telefonen er gemt væk

Læs kapitel 3 her: Fortsætter venskabet næste år?