Hun er til fest i sin lejr, en pigelejr, som er blevet venner med en lejr på den anden side af brandvejen, en drengelejr. Først stjal drengene pigernes campingstole, men det er ikke så ualmindeligt på Roskilde, og så lærte de da hinanden at kende.
Senere knækkede drengenes pavillon i vinden, og langsomt flyttede begge lejres campingstole, inklusive de unge mennesker, der sidder på stolene, ind under pigelejrens pavillon. Sådan begyndte det. Og sådan sidder de, da vi kommer forbi, til fælles fest under pigernes skygge.
Vi er her for at tale om livet i campingområdet. Et sted uden regler, eller i hvert fald med sine egne regler. Et unikt sted, hvor det er de unge, der styrer festen, ikke ordensregler fra oven, som når andre danske festivaler opfordrer gæster til ikke at tale for højt, eller ikke længere vil sælge cigaretter, eller forbyder flamingokasser som kølebokse i lejrene af hensyn til miljøet.
I Roskilde Festivals campingområde er der ganske vist opfordringer om at rydde op eller eksempelvis være stille mellem 5 og 9. Men går man rundt i det enorme område med telte, pavilloner, brandveje, trækonstruktioner, skrald, campingstole og ikke mindst mennesker, virkelig mange mennesker, der opfører sig, som var der ingen dag i morgen, ligner det stadig et anarki. Måske er det sådan, frihed ser ud? Legemliggørelsen af den følelse, hvor man prøvende stikker en tå indenfor i rummet på den anden side af grænserne, eller måske springer direkte derind med hovedet først. Ind i frirummet.
