Handlingen udspiller sig i kælderen under en villa et sted i provinsen. Her har en ejendomsmægler fået til opgave at fremvise nogle helt særlige huse, tegnet af de bedste arkitekter. Han går rundt i de tomme kælderrum, kun omgivet af nogle store kolber til vin, der syder, gærer og bobler.
De potentielle købere og mægleren ender i et rum, og pludselig smækker døren i bag dem. De er spærret inde, fanget. Af en ondskabsfuld ånd, et spøgelse, der langsomt tager livet af dem alle.
Gyserfilmen hedder ’Projektet’ og er skrevet, instrueret og optaget af Kim Richard Adler Mejdahl, der selv filmede værket med sin fars store videokamera på skulderen. Han spillede også hovedrollen som ejendomsmægleren. I en alder af 11 år.
Optagelserne fandt sted i hans barndomshjem i Skælskør, der var til salg, fordi hans forældre skulle skilles. Slutningen på en barndom, der indtil da var præget af vold og latente trusler om vold som følge af farens alkoholmisbrug. Og begyndelsen på en karriere som kunstner og filmskaber, hvis vildtvoksende værker bevæger sig mellem det nærmest nuttede og det smertefuldt uhyggelige, mellem mørke og lys, mellem levende mennesker og spøgelser.
