»Hvis ikke jeg var stoppet, så havde jeg været død i dag«

Selv om Jeppe Kronback kun er 29 år, har han levet flere liv.

Det er i hvert fald sådan, han selv beskriver det.

Der var livet som »Jesus-soldat« i Pinsekirken, da han var dreng og blev jagtet igennem skoven af voksne, der var klædt ud som dæmoner.

Der var også livet som stofmisbruger, hvor han var høj på baner af kokain og et voldsplaget fodboldmiljø.

Og så er der det liv, som Jeppe Kronback lever i dag. Som musiker, hvor han optræder under kunstnernavnet Uro.

Millioner streamer hans musik på Spotify, og om kort tid står han for første gang på scenen til Roskilde Festival.

Han frygter ikke at skulle træde ud foran et menneskehav på Dyrskuepladsen.

»Fordi jeg har været så meget lort igennem, har jeg virkelig fundet mig selv. Også på scenen«, siger Jeppe Kronback.

Han sidder i et lille, mørkt mødelokale i Kødbyen i København. Med skarpt klippet rødblondt pandehår og et blik, der hele tiden balancerer mellem alvoren og smilet.

Der er ikke noget, jeg ikke må spørge om, siger han.

Jeppe Kronback banker hånden mod kontorstolens armlæn, når han fortæller om cokestregerne, der blev hakket. Knytter næven, når historien handler om den depression, der væltede ham.

»Jeg vil ikke ud i et ekstremt miljø igen. Jeg har været misbruger og taget ufattelig meget narko. Jeg har været ekstremt religiøs, jeg har haft ekstremt konservative holdninger. Alt det skal jeg ikke være en del af igen«, siger Jeppe Kronback.

»Jeg har det lidt, som om det nu er min sidste chance for at være et sted i mit liv, hvor jeg ikke skal bryde med flere ting«.

Marcherede for Herren

Få dage før vi mødes, har Uro spillet på hovedscenen på festivalen NorthSide i Aarhus.

»Sikke en stemme, smuk, slidt og plaget på én gang«, lyder det begejstret i Jyllands-Postens anmeldelse.

Han har ikke nødvendigvis hits, som alle kan synge med på, skriver avisen. Og det giver meget god mening. Da året begyndte, havde Jeppe Kronback spillet »hundredvis« af jobs, men han havde aldrig prøvet at spille på de store festivaler. Nu står han der. Efter Roskilde følger Smukfest.

Hans debutalbum, ’Allerhelst vil vi elskes’, der udkom i foråret, bevæger sig i en hybrid mellem hiphop og pop, mellem smerten og vejen ud af mørket.

»Går i ét med mine ar, ar, ar, flygter væk fra, hva’ jeg var«, synger han sammen med sangeren Mekdes på nummeret ‘Føles godt’, der er blevet streamet mere end 15 millioner gange, og som har været nomineret til årets P3-lytterhit.

På ’Gemmer på noget’ er det Jeppe Kronbacks bror, musikeren Kops, der synger om at opleve sin bror vælte igennem livet i en rus. Om hvordan det føltes, når broderen, pumpet op på kokain og ketamin, faldt ned i et hul:

»Går på madras, det er det, du siger, det føles som, når du føler dig fri«.

Sammen voksede de op i det, som Jeppe Kronback beskriver som et »ekstremt« miljø i Pinsekirken, hvor forældrene var en del af menigheden.

Hvor de talte i tunger, husker Jeppe Kronback, og hvor han som tiårig blev klasket på panden for at fremtvinge spirituelle reaktioner. Hvor drengene på sommerlejr blev jagtet af voksne klædt ud som dæmoner og bad fadervor, så dæmonerne ikke fangede dem.

»Vi gik og sang: Jeg er Jesus-soldat. Jeg marcherer frem for Herren«, siger Jeppe Kronback.

»Det var et meget lukket miljø, så der var heller ikke nogen udefra, der kunne sige: Er I bindegale? Det er børn, I jager rundt«.

All in på stoffer

Da Jeppe Kronback var omkring 13 år, brød familien med Pinsebevægelsen og blev medlem af folkekirken.

Han gik på kristen efterskole, inden han begyndte i gymnasiet på Skt. Annæ i København. Han troede, det skulle være et »musikmekka«, men stilen var klassisk og jazz og langt fra den hiphop, han selv lyttede til.

Hans energiniveau skilte sig også ud fra de andre elever.

»Det kunne ingen af de andre matche«, siger han.

»På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad jeg lavede med mit liv«.

Jeppe Kronback fandt sin plads nede på bageste række sammen med et par andre drenge og spillede Tetris. Han røg hash og begyndte at tage coke. Det eskalerede hurtigt til et forbrug, der blev målt i poser i stedet for streger.

Uden for skolen fandt han fællesskabet i et voldspræget fodboldfanmiljø. Et ekstremt fællesskab, siger han, der er bygget op omkring nogle af de samme mekanismer, han havde oplevet i Pinsekirken.

»Det var det her med, at jeg som individ har en tjenerrolle. At det er i kraft af fællesskabet, at jeg har en værdi. Det var ligesom i kirken, og det var den erfaring, der gjorde, at jeg kunne komme så hurtigt ind i den del af fodboldmiljøet«, siger Jeppe Kronback.

»For det er præcis det samme. Bare på den anden side af loven«.

Han gik »all in«, siger han. Sådan som han altid gør.

Pengene tjente han som telefonsælger hos et af de store dagblade, for han havde talegaverne i orden og fik en fin løn, der blev omsat til hashklumper og poser med coke.

»Jeg har været tæt på at dø mange gange. Jeg har taget tre overdoser, og en af gangene var der ikke andre til stede«, siger Jeppe Kronback.

»Hvis ikke jeg var stoppet, så havde jeg været død i dag. Eller også havde jeg siddet nede på Istedgade og fixet. Det kunne ikke blive vildt nok for mig«.

Hjem fra Kenya

På et tidspunkt, mens Jeppe Kronback boede i en studiebolig i Ballerup, tog han hjem for at besøge sin mor.

Hun var i chok, da hun så sin søn.

»Hun sagde, at jeg var helt grå. Hun havde aldrig set den hudfarve før«, husker Jeppe Kronback.

Takket været kontakter i Pinsekirken, hvor Jeppe Kronbacks morfar har haft en fremtrædende rolle, fik han mulighed for at rejse til Kenya og arbejde på et hjem for udsatte børn. Arbejdet gav mening, og livet i Kenya gav mening for Jeppe Kronback, der parkerede uroen og stofferne.

Da han otte måneder senere vendte hjem til København, gik der tre timer, fra han var landet, til han igen sad og tog coke med de gamle fodboldvenner.

Stofferne fortsatte han med i et halvt års tid, indtil han under en festival i København »kom til at suge for meget«.

»Der fik jeg det bare sådan: Fuck mit liv, jeg skal ikke det her igen«.

Det var 26. maj 2017. Han var 22 år gammel. Siden den dag, siger Jeppe Kronback, har han været clean.

Han brød med fodboldmiljøet og volden. Et »clean cut«, som han selv beskriver det.

Hvordan fik du vendt dit liv?

»Jeg er så privilegeret at komme fra et meget ressourcestærkt hjem. Gennem min opvækst med kirken har jeg også fået et meget, meget defineret moralsk kompas. Og det kan man ikke bare slippe«, siger han.

»Jeg vidste jo godt, det var forkert, det jeg havde gang i. Jeg tror godt, jeg vidste, at det her ikke var mit liv«.

Depression og ustyrlig drivkraft

For to år siden blev Jeppe Kronback diagnosticeret med ptsd og adhd.

Da han var barn, vidste forældrene og lærerne i skolen godt, at der var noget lidt særligt ved ham der Jeppe, der havde så meget krudt i røven. Men det var lige præcis det, siger Jeppe Kronback, som skolepsykologen kom frem til. At han havde krudt i røven. Længere kom de det ikke.

»Det var en ret stor omvæltning at blive udredt som voksen og få at vide: Okay, godt, så var det ikke min skyld. Det er sygt at tænke tilbage på alle de hug, jeg fik«.

Han gnider langsomt sin venstre arm med sin højre hånd, mens han fortæller om det. Lader fingrene trille frem og tilbage over huden.

Jeppe Kronback har læst et sted, at et barn med adhd har oplevet op mod 10.000 afvisninger i sit liv på det tidspunkt, det fylder 18.

Du skal ikke løbe væk nu, hold nu kæft, luk nu røven. Det var de ting, siger Jeppe Kronback, han hørte igen og igen.

»Det er jo ret voldsomt for et barn at få at vide, for det er jo netop det der med, okay, så er det mig og min eksistens, der ikke er plads til. Det er jo eksklusion af et barn«.

Diagnosticeringen for to år siden sendte ham ud i en »kæmpedepression«.

Han havde svært ved at finde en vej ud. Gik med tanker om at ende sit eget liv.

I stedet fandt han vej igennem med endnu et »clean cut«. Stoppede med alkohol, spiste sundt. Begyndte at træne. Gik til terapi og tog »livtag« med sin depression, siger han.

»Jeg er ingen supermand, og det var på ingen måde nemt. Men der må være en eller anden drivkraft i mig«.

»En ustyrlig drivkraft, jeg ikke kan forklare«.

Salmernes magi

Ptsd’en har han også gået i terapi og til psykolog for at få behandlet.

Oplevelserne fra tiden som stofbruger og som del af det hårde fodboldmiljø har efterladt ar på sjælen. Det samme har barndommen i Pinsekirken.

»Det er jo noget med, at når dit liv bliver decideret farligt, når du tænker: Nu dør jeg, så kan du udvikle den her posttraumatiske stress. Men den er væk nu. I nogen grad. I høj grad«.

Har du nogensinde bebrejdet dine forældre, at du blev udsat for det, du gjorde i kirken?

»Det har jo aldrig været deres skyld. De er jo også født ind i det. Men jeg har været meget taknemmelig for, at de brød med det«, siger han.

»Og de negative ting, der har været mellem mig og mine forældre, går begge veje. De har også haft en misbrugersøn, som har stjålet fra dem, og som er stukket af og været væk flere dage med slukket telefon«.

Jeppe Kronback går ikke længere i kirke, men der er noget ved troen, han har svært ved at slippe. Særligt de salmer, han voksede op med at synge.

»Jeg er inspireret af ordlyden. Fonetikken og det æstetiske. Men især det der med at skrive noget, som kan have en større betydning for folk. Det der med, at man som musiker kan sætte ord på det, som folk ikke selv kan sætte ord på«.

»Jeg tror, at man kan opnå den samme værdi i musikken, som salmerne havde dengang. Det er der, hvor folk står med tårer i øjnene til mine koncerter«.

Nogle gange skriver de til ham, hans fans. Efter koncerterne, eller når de streamer hans musik. De fortæller om at genkende nogle af de ar, han synger om.

De får altid svar, siger Jeppe Kronback.

»Når folk skriver lange beskeder, så læser jeg dem. Og jeg tager dem seriøst«.

Kaj Munks anemone

På den nye plade er der stadig vidnesbyrd om det liv, Jeppe Kronback har levet. Om uroen, magtesløsheden og madrasbenene, når han faldt net i et ketaminhul. Men det skal ikke fylde musikken, siger han.

»Jeg giver mere til lytterne, når jeg skriver om fremtiden eller om nutiden. Jeg prøver egentlig at lade være med at kigge så meget tilbage. Jeg har skrevet de sange, der skulle skrives om den tid«.

»Jeg skriver ikke kun sange for mig selv. Jeg skriver sange til folket og danskerne, til alle, der har brug for at høre det«.

Da Jeppe Kronback lancerede sin nye plade, optrådte han for den nærmeste kerne af venner og branchefolk. Mens han sad ved sit klaver under en stor papiranemone, fremførte han sangen ’Den blå anemone’ fra Højskolesangbogen. Med Kaj Munks tekst, der handler om den blomst, der overlever vinterens kulde og verdens hårdhed.

Jeppe Kronback skrev sine egne to vers til sangen:

»Selv frost og kulde du stod bi

Det stærkeste på jorderig

I denne farezone

Min lille anemone

Jeg ser mig selv i dig«.

Da han sang teksten den dag til pladelanceringen, knækkede stemmen.

»Jeg blev rørt over, at det var mig, der var anemonen«.

Når han skal spille på Roskilde Festival, frygter han ikke den samme reaktion.

»Når du står på de små scener, skal du give lidt mere af sig selv. Men når du står på Roskilde, der skal du næsten ...«.

Jeppe Kronback holder armene ud foran sig, som om han skulle hejse sig i en ribbe, og trækker dem tæt ind til kroppen. Trækker det hele ind til der, hvor han har fundet roen i sig selv.

»Jo mere chilleren du kan være, jo mere connecter du med folk«, siger han.

»Altså, det er en ret vild følelse«.

Det er det liv, han lever nu. På scenen som musiker.

»Det var, som om jeg blev ved med at dø et sted og genopstå et andet. Og jeg fandt ud af, at jeg er nødt til at tænke på, hvad det er, jeg efterlader som menneske. Hvad er det, mit aftryk på den her jord skal være. Og det skal ikke være som voldspsykopat eller narkoman«.