Hvad gør Lamin?

De tre teenagedrenge ser ud, som om de lige har set spøgelse, da de træder ud fra toilettet. Vi er på en tankstation lige bag Roskilde Festival.

Da de lukkede toiletdøren et par minutter tidligere, var tankens butik tom. Da de åbner den igen, er hele lokalet helt fyldt med folk.

Og lige foran dem står Lamin.

Deres store idol. Ham, der om et par timer skal åbne Orange Scene.

Den ene dreng er lige ved at dreje om og gå tilbage ind på toilettet.

»Er det ikke ... og Ardit er der også«, siger den anden, mens han tager fat i sin vens arm.

Poptillægget

ROSKILDETILLÆGGET #2: Lækker på festival, Lamin-feber og det, du skal høre torsdag

ROSKILDETILLÆGGET #2: Lækker på festival, Lamin-feber og det, du skal høre torsdag ROSKILDETILLÆGGET #2: Lækker på festival, Lamin-feber og det, du skal høre torsdag

Henter…

23:55

Det er den danske superstjerne Lamin. Og hans musikalske makker og lige så populære Artigeardit. Samt hele Lamins slæng af venner fra Tingbjerg.

Den ene dreng beder om en selfie:

»Selvfølgelig«, siger en storsmilende Lamin.

Det er sådan, Lamin rejser rundt i landet, når han giver koncert. Med hele sit hold af barndomsvenner fra Tingbjerg. Og et overskud, han generøst deler ud af.

Også når han senere denne onsdag skal åbne Orange Scene som et af mest populære danske navne i flere årtier.

»Vi var også alle sammen med på turen for to år siden, da jeg spillede på Roskilde-opvarming«, fortæller Lamin mig, »nu er vi bare steget lidt i graderne«.

Han smiler.

Dengang var de mast ind i biler. Nu sidder der over 20 unge mænd med rødder i blandt andet Ghana, Gambia og Makedonien i en bus på vej mod Orange Scene, mens de synger med på Kendrick Lamars ’Not Like Us’.

Som en af vennerne, Jenus, bemærker med perspektiv fra opvæksten i det, der i mange år blev kaldt en ghetto:

»Det er jo historisk, at det er en af os, der skal åbne Orange Scene«.

Politikens fotograf og jeg er blevet lukket ind i Lamins entourage og har fået lov at følge med i bussen.

Fra den forlader hjertet af københavnerbydelen Tingbjerg, og til de alle sammen står på den legendariske Roskilde-scene sammen med Lamin under sangen ’RTW’.

For selv om det nu hedder Orange Scene og større forhold, insisterer Lamin på at holde fast i, hvem han er, hvor han kommer fra, og hvorfor han spiller musik.

Da bussen drejer ind bag om Orange Scene, har bus-dj’en da også sat sangen ’Tingbjerg’ på. En højintenst sitrende gang hiphop fra blandt andet Tingbjerg-rapperen Gio.

Udenfor kigger forbipasserende festivalgæster op på den larmende bus’ tonede ruder.

»De tror, det er Doja Cat!«, griner Lamin.

Men det er bare Tingbjerg, der rykker ind.

Kort efter at de er blevet lukket ind bag Orange Scene, vil de ud igen.

»Jeg elsker den energi, der er ude i campinglejren. Det er den, man gerne vil have fat i«, siger Lamin.

Lamin og hans hold er i gang med at arrangere en uannonceret pop-op-koncert i en tilfældigt udvalgt camp.

Roskilde Festivals folk er ikke meget for det.

»I skal virkelig love mig, at I er tilbage, når vi skal bruge jer her«, siger en kvinde.

Og ligner en, der godt aner, at hun har tabt slaget.

»Hvorfor spørger vi overhovedet om lov?«, siger Lamin for sig selv.

20 minutter senere står han ude på campen og rapper sin ’Orange Freestyle’. Omgivet af sine venner, selvfølgelig.

Og af alle de unge festivalgæster, der hele tiden kommer løbende til med tændte telefoner.

Det hele bliver filmet og klippet sammen til en lækker video, der allerede er lagt ud på de sociale medier, inden den store koncert på Orange Scene begynder.

Se videoen her ved at klikke på billedet på Instagram-opslaget:

Holdet omkring Lamin er dygtige, hurtige, og de kender i den grad værdien af god markedsføring. De forstår moderne guerillastrategi.

Men Lamin er samtidig bare i sit storsmilende es ude i lejren.

Der er kun en time til, at han skal stå klar på Orange Scene, men lige der ligner Lamin ikke en, der bekymrer sig om noget, der ligger så langt ude i fremtiden.

En koncert skal også komme det rigtige sted fra

Da jeg fem dage før åbningen af Orange Scene møder Lamin og hans musikere i en lagerhal langt ude på landet et sted i Nordsjælland, er stemningen anderledes trykket.

Lamin er på festivaltour med Artigeardit, og derfor er koncerten på Orange Scene en engangsforestilling.

Han har samlet sit eget band igen og har arbejdet i 14 dage på at skabe en koncert kun til Orange Scene.

Der er generalprøve. Og det går skævt. De er ikke klar.

Lydniveauerne i Lamins mikrofon fungerer ikke, og for en gangs skyld forlader udstrålingen af evigt overskud Lamin.

Samtidig har de for mange sange til de kun 60 minutter, man får lov at spille på Roskilde. Så nu skal der fjernes hits.

Hvilket fortæller en del af historien om Lamins kometkarriere de seneste par år.

Han har mange hits. Rigtig, rigtig mange hits.

Lige nu er Lamin nr. 1 i Danmark med ’Hva’ du på’ og har yderligere fire sange på hitlisten. Sådan har det været i et par år nu.

Vi skal tilbage til 1994, hvor Dizzy Mizzy Lizzy åbnede Orange Scene med 100.000 solgte plader i ryggen, for at finde en lige så populær åbner af Orange Scene.

»Men koncerten skal ikke kun handle om charten«, siger Lamin og fortsætter:

»Roskilde har booket et hiphopnavn, og det får de«.

Derfor lader han nye hits som ’Chanel (Freestyle)’ og ældre fuldtræffere som ’Hvor fuck er min drink?’ blive derhjemme, men holder fast i ældre, mindre streamede sange som ’+45’.

»Det handler også om, at det er mig, der skal stå på scenen og spille de sange, jeg elsker«, siger Lamin.

Det er hans energi, der kommer først, den, der skal bære showet.

Lamin er hverken skolet i at synge eller i at bygge en koncert op efter nogle bestemte regler. Han er selvlært.

Han ved, hvilke sange der fungerer live, og hvad folk lytter mest til. Men han lytter mest til sig selv.

»På den her måde bliver Orange-koncerten også min egen historie. Og den går fra de første udgivelser og de første fans til de store hits og det store publikum i dag«, siger Lamin.

På et tidspunkt har han taget monsterhittet ’Vågen’ ud for at komme ned under en time.

»Men da jeg og min producer, Anton Westerlin, så på setlisten, kiggede vi på hinanden: Hvad fanden har vi gang i?!«, griner Lamin.

Og så var ’Vågen’ tilbage.

Efter en smeltende lang dag i en over 35 grader varm lagerhal begynder bandet og alle andre at sive hjemad.

Men da de fleste er gået, står Lamin stadig tilbage og er i gang med at gennemgå mikrofonniveauene i hver enkelt sang.

Da Lamin var ung, var han elitefodboldspiller. En skulderskade satte en stopper for det. Men ilden fra ambitioner og evnen til at holde fokus har han ikke mistet.

Og han har ikke tænkt sig at møde uforberedt op på Orange Scene.

Tingbjerg overtager det hele

Lamins ven Issa kan næsten ikke være i sig selv, mens han og resten af venneflokken maser sig tilbage mod Orange Scenes backstage.

Årets Roskilde Festival er lige blevet åbnet af Lamin for en helt proppet festivalplads. Anmelderne er kort efter lige så begejstrede som det konstant hoppende publikum.

Issa kigger på mig. Han ser lykkelig ud:

»Jeg burde jo ikke være her, vi burde ikke være her – og bare gå forbi vagterne på vej tilbage Orange Scenes backstage«.

Men det gør de. De stryger direkte ind bagom, alle Tingbjerg-drengene i ens hvide fodboldtrøjer.

Godt otte timer før mødtes de på pladsen foran Gavlhuset i Tingbjerg.

Engang var det en ungdomsklub, hvor de mødtes som drenge. Det var her, de hang ud hele deres ungdom.

Nu er det der, de mødes, når de skal ud og erobre verden med Lamin.

Issa hiver sin telefon frem og viser mig en video.

Det er Lamins første optræden som rapper.

Det er udenfor til en privat fest i Tingbjerg. Solen skinner, og der står en 20 mennesker spredt rundtomkring, mens Lamin lidt akavet går frem og tilbage, mens han rapper.

Normalt vil den slags første-gang-videoer være fra den tidlige ungdom. Denne video er kun tre år gammel.

»Og nu spiller han på Orange Scene. Jeg forstår slet ikke, hvor hurtigt det er gået«, siger Issa.

Hvor fuck er min mor henne?

Issa og alle de andre står bag Orange Scene med Lamin, der lige er kommet ned fra scenen.

Stemningen er ekstatisk. Trods problemer med storskærmen og med at finde Lamins mor, da hun skulle på scenen.

»Lige der var jeg kogende inden i«, siger Lamin. Og har igen overskud til at smile.

Tanken var, at hans mor skulle på scenen, og han skulle spille Bob Marleys ’Tree Litttle Birds’ for hende. Og for de op mod 90.000 mennesker foran Orange.

Men da han kiggede ud i siden på det aftalte tidspunkt, måtte hans folk trække på skuldrene. Hun var forsvundet ned i pitten.

»Under hele ’Som forleden’ kunne jeg ikke tænke på andet, end hvem der var skyld i, at det gik galt«, siger Lamin, og fortsætter:

»Det er jo dejligt, at koncerten gik godt, men det der betød noget særligt for mig«.

De fandt Lamins mor, hun kom på scenen, og Lamin fik det, som han havde planlagt og arbejdet på. Helt ned i de personlige detaljer.

Lidt bag Lamin strejfer vennen og musikkompagnonen Artigeardit rundt.

»Det er jo bare hygge, når man kun lige skal være med på et par numre«, siger Ardit, »man får den fulde oplevelse uden al stressen«.

Og inden pulsen for alvor er kommet ned, skal de videre.

Artigeardit og Lamin hopper ind i en shuttlebus og kører mod Arena. Der skal vennen Icekiid spille, og nu får han to gæster med på scenen.

Den fulde fornøjelse. Ingen stress.

Vi, vi vågen, vi vågen

»Roskilde! Hvor fuck er min drink!«.

Klokken er halv tre om natten. Og det er Artigeardit, der råber ud til en stor flok festivalgæster, der er stimlet sammen foran en hjemmebygget scene ude på campingpladsen.

Lamin, Artigeardit og deres producer, Anton Westerlin, har besluttet at tage endnu en ’forbudt’ tur ud til lejrene og give endnu en koncert i Dream City.

Bag dem står det meste af holdet, der mødtes i Tingbjerg for mere end 14 timer siden.

Og alt er kaos rundt om dem.

Lamin og Ardits to tourmanagere har travlt med at holde øje og hele tiden vurdere situationen. Men folk har mest af alt en kæmpefest i natten.

»Vi kan jo se, at der er god plads, og folk danser«, siger Anton Westerlin.

Og her er der også tid til at spille ’Chanel (Freestyle)’. Til kæmpejubel ude i mørket.

Her er ingen medieplan, ingen kameramænd og lækre videoer. Det er bare hiphopkulturen, der får en tilbagebetaling.

Efter en halv time begynder folk i flokke at strømme til fra alle sider, og den ene tourmanager siger:

»Kun én sang til, så skal vi rykke væk herfra«.

Fem sange senere er de to kåde rappere og deres producer igen i gang med ’Vågen’. Hele pladsen foran dem gynger og råber ud over kuppeltelte og flagstænger med hjemmelavede flag:

»Vi, vi vågen, vi vågen/ Ska’ ikk’ i seng i nat/ Intet er lovet, er lovet/ Na-na-na-na-na-na«.

Men så er det også tid!

Et par sikkerhedsfolk fra Roskilde Festival er dukket op. Og i samme sekund bryder Lamin og hans venner, der med armene låst ind i hinanden har skabt en menneskelig kugle, ud af den publikumsprop, der er ved at vokse til ved scenens bagindgang.

De løber i mudderet og mørket.

Springer over en interimistisk bro gennem en gigantisk mudderpøl og skynder sig forbi lyset og musikken fra andre festers blinkende lamper.

En del unge drenge løber efter og vil have selfies.

Lamin forsøger at smile til de lysende mobilskærme med samme overskud som på tankstationen mange timer tidligere. Men folkene omkring ham har fokus på at komme væk først.

»Fuck, hvor var det fedt«, siger Lamin et kvarter senere, hvor alle Tingbjerg-drengene, Ardit og Westerlin er tilbage på festivalpladsen.

Klokken er lidt over 3 om natten, og Lamin får øje på Orange Scenes karakteristiske bue af små lysende prikker i nattemørket.

Det var deroppe, han for nogle timer siden poppede champagne efter koncerten.

Han stopper op. Der er ikke et øje på den store plads mellem ham og Orange Scene.

»Wow«, siger Lamin.

Som om han pludselig kommer i tanke om, hvad der faktisk er sket i dag.

Så beder han Anton Westerlin om at tage et billede. Bare Lamin, Orange Scene og en helt mennesketom plads.

»Tilbage ved Orange. Og her slutter dagen. Man kunne ikke have skrevet en bedre tekst«, konstaterer Lamin.

Før han går mod udgangen.