Jeg står inde i foyeren til August Wilson Theatre på Broadway og prøver at finde ud af, hvad etiketten er her – der er høj hiphop på anlægget og en generel stemning af ikke at skulle videre ind i teatret.
Da jeg var inde at se ’Trouble in Mind’ forleden – et stykke om en sort skuespiller, der aldrig får den Broadway-premiere, hun var blevet lovet – var det slående, hvor højlydt et New York-publikum reagerer i en teatersal, hepper, hujer og siger fra. Man slipper ikke af sted med hvad som helst oppe på scenen – hverken under eller efter stykket.
Der findes en video på nettet, hvor en hvid kvinde går helt amok til en talk efter ’Slave Play’, som er det stykke, jeg i aften er kommet for at se. Hun mener, at det er racistisk over for hvide. Jeg ved, at det går for at være kontroversielt og skal handle om det umiddelbart ikke helt gennemskuelige fænomen Antebellum Sexual Performance Therapy, hvor den sorte i et blandet kæresteforhold har taget initiativ til en form for slaveterapi.
På væggene i foyeren, der ligner en grynet cocktailsalon fra 1950’erne, hænger fotos af primært sorte amerikanske skuespillere – blandt andet August Wilson, som teatret er opkaldt efter, og som i 1996 holdt talen ’The Ground on Which I Stand’, hvor han gjorde opmærksom på, at »sort teater i Amerika er levende, det vibrerer, det er vitalt ... det er bare ikke finansieret«.
