Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?
»Jeg bliver nødt til at vælge to. Den ene var at være USA-korrespondent for Politiken i 80’erne. Det var en eksotisk opgave. Der var hverken internet, satellit-tv eller sociale medier. Der var kun DR, som havde monopol, og så aviserne. Så det, jeg skrev, var tit meget nyt for læserne derhjemme. Politisk var det en spændende tid med Reagan som præsident. Derudover var der en guldgrube af livsstilshistorier derovre, som bare ventede på at blive fortalt.
Den anden opgave, jeg vil nævne, var mit første job som tv-vært på ’Lykkehjulet’. Ikke så meget på grund af jobbet, men fordi det var grænseoverskridende for mig at begynde at lave tv. Dels var jeg spændt på, om jeg kunne finde ud af det. Og dels var jeg usikker på, hvordan det blev taget imod, at jeg skiftede fra alvorlig avisjournalistik til en form for tv-underholdning, der ikke var forbundet med stor prestige. Men jeg er taknemmelig og meget glad for, at jeg dengang overvandt mig selv og lod lysten styre«.
Hvem har været den vigtigste person i din karriere?
