Hvornår blev du voksen?
»Det gør jeg forhåbentlig aldrig. Jeg elsker at lave sjov, og jeg elsker at lege. Det skal vi også til min 80-års fødselsdag. Vi skal ud et sted, hvor der er mulighed for at klatre og sparke bold«.
Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?
»De 22 år som minister for 10 ministerier – altid to ad gangen – var selvfølgelig en kæmpe udfordring. Man skulle tro, at jeg blev stresset af det, men det gjorde jeg på intet tidspunkt. Jeg er god til at sætte grænser for politik, for jeg vil også have et liv uden for politik. Lige så snart jeg kunne, forsvandt jeg hjem til familien. Så lige fra jeg startede i Folketinget, har jeg undgået at sidde i Snapstinget og høre anekdoter og lave rænker. Det gør det også lettere at undvære politik, når man stopper i Folketinget«.
