Hvad ville du gerne være som barn?
»Jeg kommer fra en lille ø i Det Sydfynske Øhav, der hedder Thurø. Vi børn legede meget ude, som man gjorde dengang. Vi byggede hytter, og et træ blev til en trold. Men mens de andre legede ude, sneg jeg mig ind og tændte fjernsynet. Jeg kunne ikke udtale ordet endnu, det første stykke tid kaldte jeg det ferm-Fyn. Som senere blev til fjernsyn. Selvfølgelig har det taget nogle forskellige retninger, men jeg har altid vidst, at jeg ville have med film at gøre. Og så malede jeg lidt, så makeupartist var vel en meget god kombination«.
Hvordan kom du ind i faget?
»I 1979 cyklede jeg ud på Nordisk Film med de lange uldne strømper uden på cowboybukserne, som var højeste mode. Jeg havde lidt erfaring fra sminkeafdelingen på Det Kongelige Teater, og jeg havde boet i Schweiz, hvor jeg havde arbejdet som model og lagt makeup på de andre modeller. Men jeg cyklede bare ud på Nordisk Film og sagde: »Her vil jeg gerne være«. Nå, sagde Bo Christensen, der desværre er død i dag. Han var Erik Ballings (filminstruktør, red.) højre hånd. Så startede jeg med det samme. Sådan gjorde man dengang«.
