I teatersalen på Det Ny Teater rejste publikum sig og udvandrede i vrede.
Det var i 1973. Den amerikanske teaterinstruktør Robert Wilsons forestilling varede i 12 stive timer, og det var ikke noget for danskerne. Med enkelte undtagelser. En spinkel skikkelse blev siddende på sit sæde. Den dengang 28-årige Kirsten Dehlholm.
Oplevelsen var skelsættende. Den forandrede hendes liv, fortalte hun siden hen. Og dermed ændrede den også dansk teater og skabte et nybrud.
Med nyheden om Kirsten Dehlholms død i en alder af 79 år er epoken, der begyndte dengang i 1970’erne, forbi, og et kapitel i dansk teater ovre. For hun var som ingen andre, dette visionære teatermenneske, der skød sig vej gennem tilværelsen med sine små, hastige skridt, sit rødorange hår og en gevaldig kompromisløshed på vegne af kunsten.
