Hebe de Bonafini var 49 år og hjemmegående husmor, da hendes liv i 1977 tog en tragisk drejning. Argentinas højreorienterede militærjunta – som blev støttet af USA – var kommet til magten året forinden. Hendes to sønner, der var medlem af marxistisk-leninistiske partier, var præcis den slags mennesker, som militærjuntaen ville af med. Om morgenen 8. februar 1977 blev den ene af dem, 26-årige Jorge, bortført. Man så ham aldrig mere.
Hebe de Bonanfini ledte utrætteligt efter sin søn i lighuse og på hospitaler og blev gang på gang afvist af politi og domstole. Hun opdagede snart, at hun ikke var den eneste, der stod i den situation. Andre kvinder begyndte at stå frem og fortælle om deres forsvundne børn.
På det tidspunkt drev det argentinske regime – det mest brutale i Sydamerikas nyere historie – klapjagt på formodede venstreorienterede og sendte dem i torturlejre eller myrdede dem simpelthen. Det blev kendt som ’den beskidte krig’. I de syv år, diktaturet sad på magten, forsvandt ifølge officielle vurderinger mindst 8.960 personer. Nogle menneskeretsgrupper sætter tallet til 30.000.
Hebe de Bonafini begyndte at arrangere møder med andre mødre til forsvundne børn, både på cafeer og i kirker og i private hjem. Nogle måneder senere afholdt de, hvad der skulle blive den første af de ugentlige vågehøjtideligheder på Plaza de Mayo, et torv i centrum af Buenos Aires. For at kunne genkende hinanden svøbte mødrene fra Plaza de Mayo, som gruppen kom til at hedde, hvide tørklæder om hovedet, et symbol på de bleer, som deres børn brugte som små.
