For Erik Sigsgaard har drømmen altid været at hjælpe mennesker, der har brug for hjælp. Som ganske ung var håbet at være med til at bygge jernbaner. Som voksen var det at hjælpe de børn, der var skubbet ud på kanten, til at få det bedre. Gennem hele sit voksenliv har han både som forsker i pædagogik og som politiker været optaget af at sige den etablerede magt imod. Nu fylder han 85.
Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?
»Da jeg var 21-22 år blev jeg ansat i mit første job. Jeg startede sammen med andre nyuddannede lærere på Ordblindeinstituttet. Det var et lidt autoritært sted. De børn, der var på Ordblindeinstituttet, var typisk kommet til kort i den almindelige skole. Tanken på Ordblindeinstituttet var, at de børn skulle have ekstra meget undervisning. Vi nyuddannede ønskede at bryde med det system fuldstændigt. Så vi gjorde det, at vi i en periode legede med børnene i frikvartererne, vi snakkede med dem om deres liv, og om hvordan de havde det. Det var vel ikke noget særligt, tænker du. Men jo, det var det. Sådan noget var uhørt dengang«.
»Det spændende var, hvordan det ville gå. De blev testet hver anden måned i staveord. Der skulle det helst slå igennem. Vi var spændte på, hvordan det ville gå de børn. Heldigvis for os gik det dem bedre. Vi otte unge lærere sansede ikke at få det formuleret om til et egentlig forsøg. Men det står for mig som noget, der var vidtrækkende. For mig var det en virkelig igangsættelse. Jeg blev klar over, at et andet blik på de børn, som i årevis var blevet betragtet som folkeskolens tabere, kunne give dem muligheder, de ellers ikke havde haft. Men jeg forstod også, hvilke indgribende forandringer det ville forudsætte. Folkeskolens store problem i dag er fortsat, at der ikke eksperimenteres tilstrækkeligt vidtgående«.
