Hvad drømte du om at blive som barn?
»Som barn siger man jo hvad som helst, men allerede i de tidlige teenageår var jeg sikker på, at jeg skulle være fotograf. Hvor det kom fra, ved jeg ikke. Måske fordi jeg så op til en af mine forældres venner, som var journalist. Han fotograferede ivrigt og havde en frækhed, som jeg var ret fascineret af«.
Hvad er det bedste valg/beslutning, du har taget?
»At jeg ville være fotograf. Jeg kom i lære på et stort reklamebureau i Randers, da jeg var 17 år. Jeg havde ikke været specielt flittig i realskolen, så da mine venner skulle på gymnasiet, kom jeg i lære. Og så tog fanden ved mig. Lige pludselig kunne jeg det hele, læste faglitteratur, forstod alt om kemi og alle processer. Det oplevede jeg som en stor triumf. Jeg havde altid syntes, at mine lærere undervurderede mig, men jeg kedede mig bare«.
