Hvilke opgaver har givet dig mest glæde i dit arbejdsliv?
»At indstudere sange med pianisten, linje for linje, ord for ord, til det giver mening, og at synge med vidunderlige musikere, f.eks. i Tivolis Koncertsal, teatersale eller i udlandet med den udfordring at skulle levere sange og tekster præcist, musikalsk, og dramatisk – så er jeg lykkelig. Jeg er også stolt over at have spillet litterære kabareter og soloaftener i Berlin på tysk«.
Hvad drømte du om at blive som barn?
»Syngende skuespiller i et musikteater. Som toårig skrålede jeg med på ’O Marie, jeg vil hjem til dig’ og som femårig var jeg med min mormor og morfar i Det Kongelige Teater og se vaudevillen ’Eventyr på Fodrejsen’. På scenen stod min moster og onkel (Birgitte og John Price, red.) og andre syngende skuespillere, og i orkestergraven brusede Det Kongelige Kapel. Jeg fik lov til at besøge moster Gitte i garderoben, og Ghita Nørby bød på en chokoladefrø. Teatergangene duftede af sved, stangsminke, og kjolerne havde pufærmer. Efter det var alt andet ventetid«.
