Hun har vundet stribevis af priser for sit arbejde og har i et ellers travlt liv både privat og professionelt netop gået den berømte Camino-vandrerute i det nordlige Spanien. Maria Richs liv er fyldt af fællesskaber på kryds og tværs, men når hun sent om aftenen er cyklet hjem gennem København efter en forestilling, nyder hun stilheden.
Hvad er den bedste beslutning, du har truffet?
»Jeg har altid haft en drøm i maven om at blive skuespiller. Det begyndte helt tilbage, da jeg var 7 år og var i Det Kongelige Teater og så min bedstefars bror, Martin Hansen, spille Christian IV i Elverhøj. Jeg sad i min fine kjole og tænkte, at det var det mest fantastiske overhovedet og blev helt suget ind i det. Tænk, hvis jeg kunne det en dag. Stå på scenen og skabe magien. Men jeg turde ikke sige det højt. Nok fordi jeg tvivlede på, om jeg kunne blive en god nok skuespiller. Hvis jeg kastede mig ud i det smukkeste fag i hele verden, skulle jeg jo virkelig bestride det på bedste manér.
Så jeg overvejede, om jeg skulle være arkitekt, som min far. Eller om det skulle være noget med biologi, som jeg syntes var spændende i gymnasiet. Eller scenograf, fordi jeg var god til at tegne, og det smagte lidt af teater. Men dybest inde drømte jeg om at blive skuespiller.
