Hvad ville du være, da du var 10?
»Jeg ville ønske, jeg ikke var genert. Jeg var virkelig genert og derfor et meget ensomt barn. Så på det tidspunkt ville jeg gerne være en, der kunne holde tale, så jeg øvede mig. Da jeg var 12, fyldte min far 50 år, og fordi han var arkitekt, var det en fødselsdag med bankdirektøren og en stor kreds af fremmede. Jeg besluttede, at jeg ville holde en tale, jeg skrev tre små ubehjælpelige vers, som jeg læste op, før jeg med stive skridt gik ud af stuen og ind i soveværelset, hvor jeg lagde mig på gulvet og besvimede. Men jeg lærte, at hvis man beslutter sig for noget, kan man godt gøre det«.
Og 20?
»Jeg ville være lærer. Jeg var meget optaget af børn, der havde det dårligt i skolen, apropos mig selv, for jeg havde jo haft dårlige erfaringer, men jeg fik en klasselærer, der var fantastisk og forhindrede mig i at dumpe 5. klasses prøven. Dumpede man den, skulle man i den eksamensfri mellem. Jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne nok, da jeg var til møde med skoleinspektøren sammen med min far, der var meget vred og sagde, at »Marianne er ikke dum«. Her sagde min klasselærer, frøken Grønlund, om det ikke var sådan, at jeg kunne komme op i eksamensmellemskolen på prøve. Det var genialt gjort af hende, fordi hun så noget mere i mig og gav mig en håndsrækning. Hun sørgede for, at jeg fik hjælp, og så klarede jeg den. Da jeg gik ud, fik jeg en flidspræmie og at vide, at jeg havde rykket mig meget«.
