Du har været jordemoder, forsker, taget en ph.d., er professor i mentalt sundhedsfremme, institutleder og ny dekan på Samfundsvidenskabeligt Fakultet. Hvordan har du kunnet nå alt det, inden du fylder 50 år?
»Det kan man også kun, hvis man har et stærkt socialt netværk og gode relationer. Jeg har haft enormt god støtte i min familie. Da drengene var små, har mine forældre virkelig hjulpet. Og så er jeg i dag godt gift«.
Hvorfor stoppede du som jordemoder efter få år?
»Det er et fantastisk håndværk, og jeg var utrolig glad for mit arbejde som jordemoder. Jeg har haft nogle af de bedste oplevelser, men også nogle af de værste. Og jeg synes, at arbejdsvilkårene – også dengang – var svære at arbejde under. Også med en familie. Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg begyndte at blive træt og mindre omsorgsfuld. Så var det tid til at stoppe«.
