Hvordan har du mødt vedkommende, du er sammen med?
»I 1975 var vi på studietur i Rom med Arkitektskolen i Aarhus. De fleste tog flyveren, men vi var et par stykker, der tog toget. Flemming og jeg kendte godt hinanden, men vi havde pludselig rigtig meget tid sammen, og på den tur blev vores skæbne beseglet. Det var egentlig ret banalt, der var en yngre studerende, der prøvede at lægge an på ham, og så fandt jeg ud af, at det finder jeg mig sgu ikke i. Så vi måtte hjem og bryde op med nogle kærester, og så har vi været sammen lige siden. Vi har arbejdet sammen nærmest hele livet, og vi har tegnestuen Juul Frost Arkitekter. Det har ikke altid været let at dele alt, men man udvikler også et meget stærkt venskab og en stor tiltro til hinanden. Vi er meget komplementære fagligt set. Flemming gennemfører projekter, jeg tænker alle mellemregningerne«.
Hvad drømte du om at blive som barn?
»Jeg har altid været bidt af det med at skabe lighed, jeg har altid haft en form for social indignation. Før jeg blev arkitekt, læste jeg jura i to år. Men jeg syntes ikke, juraen mødte den lille mand i samfundet, og det havde jeg det vanskeligt med. Der var en diskrepans mellem de handlemønstre, vi har at arbejde med, og muligheden for at skabe forandring. Det var et tungt system«.
