Hvornår blev du voksen?
»Det er en proces i sig selv at blive voksen. Det sker, når man tager ansvar for sig selv og sidenhen for andre. Jeg har været gift fire gange. Første gang var jeg 18 år og blev hurtigt gravid. Desværre mistede vi barnet få dage efter fødslen. Det ændrede måden, jeg mødte folk på – jeg blev mere betragtende. Jeg har hidtil ikke talt så meget om det, men jeg gør det, hvis det falder naturligt. Det er en oplevelse, jeg bærer med mig, og et kæmpe skridt i forhold til at blive voksen. Det gjorde mig voksen og stærk at skulle takle tabet sammen med min mand«.
Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?
»At tale med børn har været en stor fornøjelse. Til mine bøger talte jeg med børn i alderen seks til ni år. De har stadig deres spontanitet, og det hele kommer lige ud af deres mund og hjerter. Jeg sad gerne sammen med tre børn ad gangen. De grinede sammen, når noget var sjovt, men grinede aldrig ad hinanden på en dårlig måde«.
