I hængekøje op ad Amazonfloden: »Alle er bange for piraterne«

I havnen i Manaus kæmper vi os ind mellem lastbiler og muskuløse mænd, der lever af at bære tunge ting. Som var vi i en tidslomme, er det stadig rå fysiske kræfter, der bruges til at laste de ikoniske blå og hvide færger, som er selve symbolet på flodtransport i Amazonas.

Vi er tidligt på den, hovedsageligt for at veje op for, at vi ikke aner, hvad vi går ind til.

»Find en plads på øverste dæk i modsatte ende af toiletterne,« lød det eneste råd fra et par italienere, der lige var steget af en færge, før de forærede os et par tæpper til kolde nætter.

En mand med store overarme, der tørrer sved af panden med sin T-shirt, peger os i retning af Rainha Ester, en fireetagers flodfærge opkaldt efter den persiske konge Ahasverus’ hustru fra det gamle testamente.

Ligesom de mange andre flodfærger, der ligger tæt i havnen, ligner Reinha Ester til forveksling dampskibene, som for godt hundrede år siden forsynede verden med gummi fra havnen her i Manaus, regnskovens metropol 1.200 km oppe ad Amazonfloden. I dag lastes færgerne imidlertid med alt fra Coca-Cola og kopnudler til mælk, motorcykler, frysekyllinger og farinha, brasilianernes elskede maniokmel.

De øverste dæk er reserveret til passagerer, men da alt skal om bord ad samme vej, hersker der et kaos som i en myretue. På øverste dæk finder vi omsider et par ledige hængsler til vores hængekøjer, der kan fås for under 100 kroner tæt ved havnen, og smækker dem op med klart udsyn over rælingen.

Et par timer senere markerer tre lange hornsignaler starten på en over 1.600 kilometer lang rejse op ad Amazonfloden til vores endestation i Tabatinga på grænsen til Colombia og Peru. Da de første udefrakommende foretog samme tur i starten af 1500-tallet, var de drevet af begæret efter guldbyen Eldorado. Vi håber ikke på andet end et par gyldne minder – og dem får vi hurtigt serveret.

Regnskovens oversete naturfænomener

I skumringstiden stiller vi os på øverste dæk, hvor der ikke er andet end redningsbåde og et tre meter højt hvidt kors forrest. Over trætoppene hænger skyerne som marmorstatuer fra den græske mytologi. I syd dukker en skrigende Hermes op, og foran solnedgangen i vest lander en fugl føniks på en globus, hvor den skifter form og bliver til et oliventræ på en bakke.

Et af Amazonas’ mindre kendte naturfænomener er de eventyrlige skyformationer, der formes som følge af den høje luftfugtighed og den konstante fordampning fra den tætte vegetation.

Under os driver floden så roligt, at himlen får lov til at udstille sine kreationer, og over os kigger månen med fra en klar himmel. Ikke desto mindre er vi pludselig omringet. Forude har skyerne antaget en faretruende mørkegrå nuance, og bagfra har en mindre sandstorm listet sig ind på os fra klitterne, der er opstået i floden på grund af tørken.

»Det skifter altid hurtigt«, siger en af matroserne, der puffer på en cigaret, som han ryger til bunds og smider i floden.

Sandet omfavner os, lige da solens sidste stråler forsvinder, og tvinger fotografen ned på dækket under for at beskytte sit udstyr. Det varer kun et par minutter, før vinden fra stormen forude driver sandet tilbage og overtager aftenhimlen med lyssøjler, der skærer gennem aftenhimlen både horisontalt og vertikalt. Lysshowet varer hele natten, men der falder knap nok en regndråbe, hvor vi er.

Da vi vågner om morgenen, ligger færgen stille. Den massive tørke har sænket vandstanden så markant, at båden ikke kan sejle op ad bifloden til Tefé, hvor vi har planlagt at tilbringe nogle dage. Den eneste måde at nå flodbyen på er i en speedbåd, der først dukker op, et stykke tid efter morgensolen har budt dagen velkommen.

Her er der ingen, som sejler om natten, forklarer bådføreren Francisco os senere.

»Alle er bange for piraterne«, siger han og fortæller om kolleger, der er blevet efterladt på bredden uden noget som helst.

»Det er ikke kun det, der findes under vandoverfladen, som gør floden farlig«.

Flodbyens forunderlige forlystelser

Hoppeborgen i Tefé bliver blæst op klokken 19. Børnetrampolinerne står allerede klar mellem boderne med indbydende neonlys og Spiderman-sokker, havfruedukker, kamuflagefarvede legetøjspistoler og lyserøde køkkensæt. Kønsrollerne er sjældent til forhandling i de brasilianske junglebyer, hvor der i dag ligger pinsekirker på hvert andet gadehjørne, og halvdelen af befolkningen allerede er konverteret.

Fra vores altan kigger vi ned på Tefés største plads, en cementplet uden bænke og træer, hvor to seksårige piger øver sig på at cykle hånd i hånd. Den yngste af dem falder ved en vandpyt, som er opstået ved vandhanen, hvor lokale fylder deres 10-liters dunke. Fraværet af regn i regnskoven har i år efterladt titusinder uden rent drikkevand og overbelastet hospitaler med patienter med mavesyge. For Tefés magre gadehunde er vandpytten en oase i heden.

Mens de lokale diskoteker konkurrerer om, om vi skal høre technoversioner af Katy Perry eller coladinho, en brasiliansk popgenre med voluptuøse tekster, tager de frækkeste af motorcykeltaxierne turen hen over pladsen tæt ved børnenes hoppeparadis.

Vi er kommet til Tefé for at besøge instituttet Mamirauá, der blandt andet forsker i floddelfiner, jaguarer og skovbevarelse og udfører udviklingsprojekter i bæredygtighed inden for blandt andet fiskeri.

Sidste år døde over 100 floddelfiner i området omkring Tefé som følge af høje vandtemperaturer, der nåede 39 grader. I år har den rekordlave vandstand ført til fatale sammenstød med både og fiskenet. Klimaforandringer er blot endnu en risiko for de truede delfiner, hvis bestand længe har været truet af ulovligt fiskeri.

»Statens manglende tilstedeværelse fører til en omfattende lovløshed omkring Amazonfloden«, fortæller forskeren Miguel Monteiro, da vi møder ham på Mamirauá-instituttets grønne arealer i udkanten af Tefé.

Lovløsheden betyder ikke kun, at lokale fiskere skal passe på truslen fra pirater. For eksempel begynder en del af kokainen, der findes på europæiske gader, sin rejse i Amazonas. Da vi kommer om bord på færgen, som sejler os de sidste fire dage mod vest til Tabatinga, får vi os et indblik i flere af de lyssky aktiviteter, som truer junglens træer og biodiversitet.

Historiefortælling på øverste dæk

Udsigten fra hængekøjen er udsøgt og ambivalent. Lige så charmerende som flodboernes flydende huse, hvoraf mange til forveksling kunne have ligget i en havn på Christiania, lige så meget skærer det øjnene at se plastikaffaldet, som jævnligt driver forbi. Lige så smukke delfinernes leg og trætoppenes konturer i måneskin er, lige så skræmmende er de ulovlige skovbrande, der lyser nattehimlen op i orange som vulkaner i udbrud.

Om dagen døser de fleste passagerer hen i deres hængekøjer på midterste dæk, hvor de håber på en brise, der kan få dem til at glemme lufttemperaturen på 35 grader for en stund. Kun når fløjtet fra køkkenet annoncerer fællesspisning – det vil som regel sige pasta, ris og bønner med krydret kylling eller oksekød og et glas sød saft – kommer de på benene.

Når solen rammer horisonten, begynder lydene fra dominobrikkerne, som på øverste dæk klaskes i plastikbordene på den samme teatralske facon, der kendetegner brasilianske fodboldspillere.

Hver aften giver den velklædte colombianer Elton øl og sodavand til de fleste. Han voksede op i en træhytte med fem søskende og vold. Hans historier spænder fra dengang, han som ung tjente til dagen og vejen som kokainkok, til hans beskæftigelse i ulovlige guldminer de seneste år. En af gangene politiet kom, var han nødt til at gemme sig i junglen i tre dage.

Hans utrolige historier er snarere normen end undtagelsen. Færgen ’MS Fernandes’ viser sig nemlig at være en Pandoras æske af skæbnehistorier og personligheder, der er som taget ud af en Pedro Almodóvar-film.

Der er den unge venezuelanske far og ægtemand, som fortæller folk, at han skal til Colombia for at arbejde, men egentlig skal videre gennem det farlige Darien-pas for at nå til USA. Der er den oversminkede sygeplejerske, som siger, at hun kun har fået sin høje offentlige stilling, fordi hun er gode venner med borgmesteren i en af flodbyerne.

»I regnskoven vil vælgerne ikke have rent politisk spil«, påstår hun en aften, hvor vi sidder bagerst på øverste dæk og mærker motorens brummen:

»Vælgerne foretrækker penge i hånden over ideer, som kan ændre samfundet«.

Kaptajnen Frank, som er opkaldt efter en kendt amerikansk sanger og har sejlet på floderne i 50 år, fortæller om de mystiske syn i junglen, der ligger til grund for myter om enøjede kykloper, slanger på størrelser med hvaler, og delfiner, der gør kvinder gravide.

Lydsporet styres af den unge cafépasser fra Tabatinga, hvis stramme lyserøde T-shirt tydeliggør den ekstra belægning på hans mave, ligesom en heftig botoxindsprøjtning fremhæver hans læber. På en normal aften lader han tv’et vise fodbold eller actionfilm på fuld volumen, samtidig med at brasiliansk populærmusik brager ud fra to store højttalere.

De fleste af passagererne har aldrig været uden for Amazonas. Med samme charme og varme, der kendetegner regnskoven, giver de os en indføring i det moderne junglemenneske, som man næppe kan få på bedre vis.

Da vi når til Tabatinga, er det med telefonen fuld af nye kontakter og stående invitationer til skovens mange hjørner. Vi skal videre ad Amazonfloden til Iquitos, men donerer vores hængekøjer og tæpper til dem, som skal modsat vej. I Peru er hængekøjefærgerne nemlig så godt som pensioneret til fordel for hurtigfærger.