Min kasket skygger for solen. Jeg ser dog ikke op, men ned.
Langsomt svinger min krop fra venstre mod højre, så mod venstre igen, i takt med at jeg langsomt tager den ene fod, løfter den lige tilpas nok til, at den kan sættes ned bare lidt længere oppe ad den hvidstenede bjergsti.
Hvert skridt er hårdt. Og kort.
Dråber af sved på kaskettens skygge ruller fra side til side for hvert skridt. Ved hver yderposition falder en dråbe mod jorden. Der er ikke én tør plet på mit tøj, men jeg er ligeglad. Lige der, er der kun mig og mine skridt. Hovedet er tomt for tanker.
