0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

HOP!

På Nggela Sule Island i Salomonøerne har skibet ’World Discoverer’ ligget og rustet i vandkanten i 17 år. De lokale stammefolk vil ikke af med det. De voksne håber, det kan tiltrække turister til øen. Børnene bruger det som deres legeplads.


27. december 2017
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst


»Driiirrrii«. Drengen udstøder et primalskrig, idet han sætter af fra toppen af skorstenen på det grundstødte skib. De tre andre drenge på skorstenen hujer og hepper, mens deres kammerat drøner mod vandoverfladen godt 10 meter under dem. Det var en søndag sidst i april 2000, da det 87 meter lange krydstogtskib ’World Discoverer’ stødte på en sten, som ikke var markeret på søkortet, og havarerede. Kaptajnen fik manøvreret skibet ind i Roderick Bay på den nordvestlige del af øen Nggela Sule i Salomonøerne i Stillehavet, hvor det har ligget lige siden.

Lige så længe har øens børn brugt skibet som deres legeplads. Mens de voksne har set det som en mulighed for at tiltrække turister, som ellers ikke tidligere fandt vej til denne helt afsidesliggende nordvestlige del af Nggela.

»Da skibet gik på grund her, besluttede min familie og jeg at gøre denne del af øen til en turistattraktion og byggede to hytter, som turister kan bo i«, fortæller en af de lokale, Patrick, som taler ganske fint engelsk.

»Derfor flyttede jeg herover sammen med min bror, John, og hans kone, mine tre børn og min kone, Mary«, fortsætter han, mens han smilende hiver en af kvinderne klædt i bastskørt og med kokosnødder som brystholdere ud fra gruppen og viser hende frem for os tilskuere.

Her 17 år efter ’World Discoverer’s forlis kommer der ofte private sejlbåde forbi for at se på vraget. Ligesom turister indimellem kontakter Patrick for at komme og bo et par dage i hytterne. To gange om året ankommer der desuden et krydstogtskib.

Det er sådan et, der har fragtet os hertil. Her til morgen kastede ’Silver Discoverer’ anker et stykke ude i bugten, hvorefter personalet sejlede de 71 passagerer ind til Nggela Island i nogle store sorte gummibåde. På vej ind passerede vi helt tæt forbi det havarerede skib.



Skibet ligger halvt på siden og er efterhånden godt rustent. Lysegrønne planter slynger sig rundt på skibets øverste halvdel, mens muslinger har sat sig fast på skroget i vandkanten.

Vi sejler rundt om det og styrer gummibåden ind på et bart sandstykke mellem en række træer, der hænger ud over vandet. Idet vi træder ud i vandet og går ind på øen, bliver vi mødt af bastklædte kvinder, der hænger blomsterkranse om halsen på os.

Stort set samtlige 250 beboere fra den nærliggende landsby er kommet herover for at byde os velkommen. De har lagt diverse frugter og træskærerarbejder frem på jorden, som de vil sælge til os.

»Kom ind, og sæt jer, så vil vi vise jer vores dans«, lyder det fra Patrick, der leder os alle ind på en plads omkranset af lange træbænke flankeret af strimler af palmeblade.

En gruppe musikere begynder at spille på et instrument, der består af en række rør i forskellige længder lavet af enten bambus eller plastikrør fra skibet.


»Kom og dans med os«, byder Patrick til sidst op, og så rejser en hel del af gruppen sig op og danser med midt på pladsen.

Da forsikringsselskabet bag selskabet, der ejede ’World Discoverer’, da det gik på grund, tog til Salomonøerne for at bjærge skibet, blev de angrebet af de lokale, der skød med bue og pil efter dem. De ville ikke have, at skibet blev fjernet.

»Vi har genbrugt en masse af materialerne fra skibet. Instrumenterne er plastikrør fra skibet, og ovre i vores velkomsthytte er både bord og stole derfra. Og hvis I skal på toilettet, så er det i hytten derhenne; der har vi installeret et toilet fra skibet«, siger Patrick og peger længere ind på øen.

I det samme kommer gruppen af bastklædte kvinder ind på pladsen, mens de bryder ud i sang. De har klokker om fødderne og kvaste i hænderne, som alt sammen bidrager til musikken. De næste 20 minutter danser og synger de for os, mens mændene spiller på instrumenterne eller holder sig pænt i baggrunden.


Derfor har de lokale røde tænder

Efter dansen går vi ad en cirka 1 kilometer lang og smal sti tværs over øen for at se den landsby, hvor alle ud over Patrick og hans familie stadig bor.

Vores guide, Alexandra Edwards, der er antropolog og ekspert i kulturen på øerne i Stillehavet, fortæller os om mangroveskoven, hvor der ikke lever myg, fordi vandet i bunden er saltvand, og om betelnødden, som de lokale tygger, og som giver dem et lille ’buzz’, fordi de indeholder et euforiserende stof, samt meget røde tænder.

Et kvarter senere når vi til landsbyens udkant. Her bliver vi mødt af små træskure, hvor de lokale holder grise. Landsbyen, der består af omkring 20 hytter på pæle for at undgå oversvømmelse ved storm og ekstra høj vandstand, er helt øde. En enkelt mand står i vandkanten og samler søpølser op fra havbunden, som han putter i en spand.

»Dem spiser eller sælger vi«, fortæller han.

Også skolen er helt tom. På tavlen er der tegnet et hjerte med en beskrivelse af de fire hjertekamre – på engelsk.

»Der findes 60-70 stammesprog på Salomonøerne, så de kan være forskellige fra den ene ø til den anden. Derfor lærer de engelsk i skolerne«, forklarer Alexandra.

Men børnene skal ikke lære mere om hjertet i dag. De har fri, fordi vi er kommet på besøg. Og når det sker, løber de alle sammen ad den smalle sti om til Roderick Bay og leger på og omkring det grundstødte skib.

Deres latter rammer vores ører, før vi kan se dem, da vi vender tilbage. De er i fuld gang med at slå saltoer fra træerne og ned i vandet og kravle rundt på skibet.

Tina Krongaard
Foto: Tina Krongaard


Halvvejs oppe har de hængt et tykt reb ud som en svævebane mellem skibet og trætoppene.

»Goodbyyyyyyye«, råber en dreng, mens han tager turen hen over os, da vi forlader Nggella Island i de sorte gummibåde for igen at stige om bord på vores krydstogtskib. Vi må håbe, vi undgår at støde på et rev. Og ellers får børnene jo blot endnu en legeplads.



Utupua: Angreb fra de lokale


Det er, som om øen Utupua, ca. 400 kilometer sydøst for Salomonøernes hovedstad, Honiara, nærmest har forskanset sig. Vores krydstogtskib har måttet kaste anker langt uden for øen, fordi et stort rev omkranser den.Og nu sidder vi i den sorte gummibåd med bølgerne væltede ind over kanten, mens vi forsøger at sejle gennem brændingen.

»Se, flyvefisk«, råber vores bådfører og guide, Dot Robertson, og peger ud over vandet. Og ganske rigtigt. Et par fisk nærmest katapulterer op af vandet og flyver 20 meter hen over overfladen.

Da vi efter et kvarters sejlads sætter båden i land på stranden på Utupua, kommer en flok drenge spurtende. Med grønne palmeblade om livet og hovedet kaster de sig over båden og lader, som om de angriber os.

I dag er det kun for sjov. For at vise os turister, hvordan de indfødte stammer gennem tiderne har forsvaret sig mod fjender fra andre øers stammer.

Der bor ifølge en optælling fra 1999 lige under 900 mennesker her på Utupua Island fordelt på fem landsbyer. Omkring 100 af dem, mange børn, er stimlet sammen for at byde os velkommen. Normalt ville de have lagt deres frugter og masker frem, så vi kunne købe dem, men de vidste ikke, at vi kom. Deres radiotårn har været i stykker i nogle uger, så de har ikke haft kontakt til omverdenen, forklarer Dot.

Vi går en tur rundt i landsbyen, der ikke er meget større end 500 meter lang og 200 meter bred. Mest bemærkelsesværdig er en hytte, der ligger ude i vandet. Her kommer ordet havudsigt virkelig til sin ret.


Eftermiddagen skulle have stået på snorkling, men der er spottet en krokodille i området, så det går ikke. Krokodiller er en evig frygt for beboerne på Utupua. I 1998 blev en schweizisk lystsejler dræbt af en i bugten ud for landsbyen. Derfor tager de lokale hver aften deres smågrise med ind i hytterne og sover sammen med dem. Og børnene må ikke gå længere end til landsbyens sidste hus.

I dag er der da også underholdning nok for dem i landsbyen, da krydstogtselskabets fotograf sætter en drone op for at filme øen oppefra. Både børn og voksne stirrer måbende på den sorte ’fugl’ på himlen. Sådan en har de aldrig før set. Ligesom de aldrig har set elektrisk lys eller et træk og slip-toilet.

Jeg spørger en af dem, hvad hans største drøm er.

»At sejle til vores hovedstad Honiara«, lyder svaret. »Jeg har aldrig sejlet længere end til den nærmeste ø«.



Santa Ana: det velordnede paradis







Som træskeletter beklædt med tørrede palmeblade står husene velordnet side om side på pæle med små gårdhaver omkranset af planter mellem dem. Et lige så velordnet system af vandrør ligger på jorden mellem husene og leder ferskvand ind til hvert enkelt af dem.

De 800-900 indbyggere i Port Mary på øen Santa Ana, 300 kilometer sydøst for hovedstaden Honiara, klarer sig godt. De fanger fisk og hummer i havet, plukker mango og bananer fra træerne og gror grøntsager på små jordstykker rundtomkring i byen.

»Det største problem er, at flere og flere børn overlever. 70 procent af indbyggerne her i byen er børn. I flere af familierne er der 6-7 børn. De har svært ved at være i husene«, forklarer den lokale guide, Christian.

Deltagerne på vores ekspeditionskrydstogt har doneret kuglepenne, blokke og andre remedier til den lokale skole. De bliver overrakt Christian af en af deltagerne midt på landsbyens store plads. Der er stillet stole og bænke frem i pladsens udkant. Vi sætter os for at iagttage en forestilling, som stammefolket vil vise os. Imens sætter flokke af børn sig lige bag os for at iagttage os. Det er blot få gange om året, der kommer et krydstogtskib forbi her, så det er en stor begivenhed for alle i byen.

En gruppe kvinder iklædt hvide, nærmest Ku Klux Klan-agtige hætter kommer gående ind på pladsen, mens de messer en ensformig melodi. De danser rundt i en cirkel omkring en ældre kvinde, der virker som gruppens overhoved.

Pludselig kommer en gruppe mænd smurt ind i orange mudder og omringer kvinderne. De spærrer dem ligesom inde, dog uden at angribe. Men så kommer en gruppe helt sorte mænd, der med hylen og skrigen angriber de orange mænd med spyd og jagter dem rundt og rundt i cirklen. To af de sorte mænd hiver en lille orange dreng ud af hænderne på hans far, smider ham op på skuldrene og løber af sted med ham.

Heldigvis er det kun en forestilling, og kort efter bukker både de hvidhættede kvinder og de orange og sorte mænd for os publikum.



  • Resten af dagen foregår med afslapning på stranden blandt kæmpekonkylier, gåtur med mindst 3-4 børn i hælene, som siger »hallo« og gerne lige vil røre ved vores lyse hud. Vi drikker saften fra kokosnødder og ser på de firkantede ’net’ af palmeblade, som de lokale fanger hummere i. Da vi sidst på eftermiddagen letter anker, sejler flere af de lokale ud i deres kanoer og vinker farvel.




    Redaktion

    Redaktør, tekst og foto: Tina Krongaard

    Art director: Liv Packness


    Læs mere:

      Alt om Corona­virus