0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Langt væk fra hverdag og wi-fi: I Botswana bor du i dyrenes hjem



22. september 2018
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bøflerne ligger og skuler lige under lodgen. Bavianerne stjæler cookies fra glaskrukken. Og flodhestene grynter i baghaven. I Botswana kommer du helt tæt på de vilde dyr og får sat tjektegn på listen over The Big Five.



En rengøringsdame ligger på alle fire på gulvet i vores lodge, da fotografen og jeg kommer tilbage fra frokost. Hun samler febrilsk en bunke kaffepulver sammen, der er spredt ud over gulvet. De små cookies i glaskrukken er væk, kun små krummer ligger forladt tilbage i bunden.

Damen prøver at fikse et hul på størrelse med en håndbold i lodgens myggenetvæg, men det står ikke til at redde.

»Bavianer«, lyder det irriteret fra hende, mens hun opgiver at fumle mere med nettet.

Forvirret går jeg forbi hende og finder min aftersun på badeværelset, den ligger med et halvt afgnavet låg på gulvet. Solcremen og Colgate-tandpastaen er helt væk. Stjålet. Tilbage er en gennemgnavet Zendium.

Bavianernes narrestreger er en del af hverdagen her i Botswanas smørhul. De bryder ind i lodgesne og tager, hvad der dufter eller smager godt.

Foran lodgen skærer lugten af tis i næsen. Bavianerne har tisset og skidt af på gangbroen, inden de er løbet langt ind i bushen igen. Jeg kigger efter min solcreme og tandpasta, men alle spor er fjernet.

»Vi bor i dyrenes hjem og ikke omvendt«, slår vores guide, Andy, hurtigt fast, da vi lidt senere fortæller ham om bavianerne.

Vi har været i Botswana i mindre end 24 timer, før vi mærker det rige dyreliv på tæt hold. Det er også grunden til, at vi er taget hertil.


Vi vil opleve den uspolerede og for mange ukendte safaridestination, hvor chancen for at se de majestætiske ’big five’ er stor. ’De store fem’ er de af savannens dyr, der anses for at være sværest og farligst at nedlægge: elefanten, bøflen, leoparden, næsehornet og løven.


Vilde dyr kan gå frit rundt på campen

Efter godt et døgns rejse fra Danmark er vi landet i midten af Chobe Nationalpark i det nordlige Botswana, hvor alt, der minder om hverdag med mails, wi-fi og kommunikation med omverdenen, bliver ved tanken.



»Wakey, wakey«, vækker Andy os ude foran vores lodge en tidlig morgen. Vækkeur er der heller ikke noget, der hedder her, så der er personlig vækning hver morgen. Klokken er 5.30, og jeg gør klar til min første safari nogensinde. Fortumlet og træt trækker jeg i noget tøj fra backpacken og hopper i et par tynde sandaler. Andy står klar i mørket til at følge os til morgenmaden. Vi må ikke bevæge os rundt på campen alene, da de vilde dyr frit kan gå rundt her. Andy har derfor konstant et vågent øje på os og vores omgivelser.

Et svensk par i sandfarvet tøj og praktiske sandaler sidder allerede og spiser, den ene med en enorm kameralinse hængende om halsen. De er pensionerede læger og har været på safari forskellige steder i Afrika, men Botswana er deres absolutte favorit, og de vender ofte tilbage hertil.

»Du er heldig, hvis dette er din første safari«, siger de.


Lige inden sengetid den foregående aften mødte vi en impala(en afrikansk antilopeart) i lejren, der stirrede direkte på os, inden den forsvandt ind mellem træerne. Da vi tændte lommelygten for at se efter den, kunne vi se en flok flodheste svømme i søen i baghaven.

Og under vores lodge ligger et par bøfler konstant og skuler.

»Jeg hørte løvebrøl i nat«, fortæller Andy og antyder, at det tegner til at blive en god dag på savannen.




Helt tæt på

Vi stryger af sted i vores åbne firehjulstrækker, ind ad de mest snoede veje og stier, over bump, ind i tæt buskads og igennem små søer, hvor vandet dækker de store hjul. Det robuste køretøj kan holde til det hele. Andy må til tider hoppe af bilen for at hakke nogle grene af med sin machete, for at vi kan passere.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at man på safari kører i en lang række efter hinanden i firehjulstrækkere ned til et vandløb, hvor alle så sidder med kikkerter fremme og venter på, at stimevis af tørstige dyr vil lægge vejen forbi.

Men det er, som om vi har hele nationalparken for os selv. Der er noget hemmeligt og uspoleret over den; man ved aldrig helt, hvad der venter om hjørnet.



Pludselig ser vi to løver ligge i solens første stråler, trætte efter nattens jagt. De slikker poter, hviler og gaber. Vi er ikke mere end et par meter fra dem, men de ænser os kun kort og lader sig ikke genere af vores hvisken. De ligner to kælesyge golden retrievere, som de ligger der, men Andy forsikrer mig om, at »man er død, hvis man rører dem«.




Jeg føler mig så langt fra hverdagen som overhovedet muligt, mens vi studerer løverne. Klokken har kun lige passeret 6, solen er ved at stå op over savannen, og den eneste lyd kommer fra kameraets knipsen og løvernes slikken. Kan man forestille sig en bedre måde at starte dagen på?

Vi kører langsomt videre og gør stop ved en flok elefanter med to unger. De drikker vand og bader i mudder for at beskytte sig mod solen og mod parasitter.


»Elefanterne bruger 14 timer om dagen på at æde. De kan spise 325 kilo og drikke 160 liter om dagen«, fortæller Andy.

Da han igen tænder motoren, vender en elefant sig mod os og brøler, viftende med ørerne og med stødtænderne rettet imod os, inden flokken samlet forsvinder ind i buskadset. Dens truende adfærd sætter en streg under det faktum, at vi er her på dyrenes præmisser.


»Skal I bruge bush-toilettet?«, råber Andy fra førersædet, da han holder ind lidt efter.


Vi hopper af og tisser lige ved siden af en stor elefantafføring, der er omsværmet af travle fluer. I princippet kan den hidsige elefant tromle os ned lige nu, tænker jeg, men Andy har forsikret os om, at han har styr på situationen.


Han dækker endda op til ’tea-time’ uden for bilen og byder os kaffe, te og cookies og mulighed for at strække benene.


Bæredygtig safari

I 1982 var Botswana ramt af voldsom tørke, der medførte, at mange af landets dyr – blandt andet elefanterne, bøflerne, flodhestene og zebraerne – måtte søge væk. I 2002 kom vandet tilbage igen på grund af voldsom regn i Angola nord for Botswana, og dyrene vendte tilbage. I dag er Botswana igen et mekka for dyrelivet med den største population af elefanter i verden og cirka 600 forskellige fuglearter.




Tørken har bevirket, at safaricamps forsøger at spare på vandet og i det hele taget tænke miljørigtigt. Ved ankomsten fik vi udleveret en termoflaske, der skulle bruges på hele vores ophold. Alt vand fra floden bliver filtreret og genbrugt. Plastikposer er afskaffet i landet, og plastiksugerør er erstattet med sugerør af bambus eller glas.


Man flyver mellem de forskellige safaricamps, og efter at have været i Chobe Nationalpark fortsætter vi videre til naboen Okavango-deltaet, der ligger en halv times flyvning fra Chobe. Fra flyet ser vi elefanters og giraffers små skikkelser på landjorden, og de små søer og kanaler vidner om det unikke økosystem, indlandsdeltaet er.



I Okavango-deltaet vrimler det med giraffer, elefanter, impalaer og Botswanas nationaldyr, zebraerne. Vores nye guide, Jacob, kører os forbi hundredvis af bøfler, der kigger nysgerrigt på os.




Den vågne nat

Da mørket falder på, er vi klar til aftenens sene safari. Det er på det tidspunkt, nogle af de mere sjældne dyr viser sig, da de lever om natten. En ugle med store lysende øjne sidder alene på en gren. Vi fortsætter ned til en sø, hvor ni løver halvsover. De er så småt ved at gøre klar til nattens jagt efter føde. En tørstig giraf går rundt i baggrunden, men holder skarpt øje med løverne, der vil æde den, hvis den nærmer sig søen. Den bliver på afstand og gemmer sig bag træerne. Løverne får færten af giraffen, lusker lidt rundt, men er stadig for trætte til at jage. Løverne sværmer omkring vores firehjulstrækker, gnider sig op ad hjulet, mens vi sidder helt musestille i tusmørket.

Vi kører rundt til lyden af millioner af insekter i luften, og pludselig lyser forlygternes lyskegle på en myresluger, der straks løber væk og gemmer sig.

»Wov«, råber guiden Jacob, der sidst så den i nærheden for to måneder siden. »I er heldige. Nogle af medarbejderne på campen har ikke set en myresluger siden 2007«, siger han.



Jagten

Næste morgen tager vi tidligt af sted i håb om at komme på sporet af en jagt. Vi finder 11 vilde hunde, der spadserer rundt, drikker vand af søen og gejler hinanden op til kamp ved at nappe hinanden i pelsen og tumle rundt.

»De ser udhungrede ud. De skal finde mad i dag«, siger Jacob.

Pludselig sætter hundene i spurt, og Jacob gasser op og beder os holde godt fast i bilen, mens vi drøner af sted. Jacob slår smutveje, kører igennem kratere og over dybe huller i stierne. En hyæne dukker op sammen med en gepard og løber efter hundene. En stakkels impala løber for livet længere fremme og drejer flere gange nakken for at bedømme afstanden til sine modstandere. Vores øjne arbejder på højtryk for at holde blikket på flere af savannens hurtigste dyr.


»Det er et sjældent syn at se flere rovdyr jage det samme bytte«, råber Jacob fra førersædet.

Impalaen må se sig omringet efter nogle minutters løb og får det dødbringende bid i nakken af hundene. Geparden er forsvundet, men hyænen holder sig til, for impalaens 40 kilo er nok til at mætte både den og de 11 hunde.

(Husk at slå lyden til)




En perfekt morgen

På hjemvejen spotter Jacob en leopard, der ligger i skyggen i det høje græs og gemmer sig.

»Tjek på listen«, jubler vi, mens vi bevæger os tættere på.

»Det er en perfekt morgen«, lyder det fra Jacob, der selv efter et langt liv på savannen lader sig imponere af dyrelivet.


Næsehornet er det eneste af de famøse fem afrikanske dyr, som vi ikke kommer helt tæt på. Næsehornet er truet i Botswana og kæmper dagligt for at overleve kriminelle krybskytters skud. Selv om vi følger fodsporene, ser vi kun et næsehorn, der løber hurtigt forbi med sin unge. Det sætter atter en streg under det faktum, at vi udelukkende er her på dyrenes præmisser, og man kan ikke være sikker på, hvad savannen byder på.

Så næsehornene har vi til gode at nærstudere næste gang, vi befinder os på disse kanter.




Rejsedeklaration:

Politikens flybillet og ophold blev betalt af Wilderness Safaris og Qatar Airways. Selskaberne har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

Fakta

Sådan kommer du dertil


Du kommer lettest til Botswana via Johannesburg i Sydafrika.

Qatar Airways har daglige afgange fra København med et enkelt stop i Doha. KLM har også afgange via Amsterdam.

Fra Johannesburg kan du flyve direkte til Maun i Botswana med Air Botswana eller Qatar Airways.

En returbillet kan fås for ca. 5.500 kr.

Safariselskabet sørger for, at du kommer til enten Chobe Nationalpark eller Okavango-deltaet fra Maun og videre derfra til campen.

Der bor kun 2,2 millioner i Botswana, der er en anelse større end Frankrig.

Klimaet er generelt subtropisk med tendens til tørke.

70 procent af landet er dækket af Kalahari-ørkenen.

Bedste måneder at rejse til Botswana er fra maj til oktober, hvor det er vinter i Botswana. Her er det tørt og varmt og den bedste sæson til at spotte dyr.

Lavsæsonen går fra december til marts, hvor det er regntid med høje temperaturer.

Wilderness Safaris har flere luksuriøse camps i safariområdet, blandt andet Savuti, Qorokwe og Mombo Camp, som Politiken besøgte alle tre.

Selskabet har i alt 40 lodges i Afrika i landene Botswana, Namibia, Zambia, Zimbabwe og Rwanda.

Pris

Savuti Camp starter ved 4.930 kroner per person pr. nat.

Qorokwe starter ved 6.691 kroner per person pr. nat.

Mombo Camp starter ved 12.742 kroner per person pr. nat.

wilderness-safaris.com

  • Redaktion

    Tekst: Eva Holtegaard Kasler

    Video og foto: Heidi Skibsted

    Grafik: Kristian Jensen

    Visuel tilrettelægger: Heidi Skibsted

    Redaktør: Tina Krongaard

Læs mere:

    Alt om Corona­virus

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden