Sidst på eftermiddagen går otte unge afrikanere til skindet på hver sin store tromme, der er stillet frem på pladsen, og snart er sukumaer og danskere i gang med at øve hakkedans. En kæp på omkring en meter bliver utallige gange i fastlagte mønstre svinget op og rundt i luften, ned mellem benene og tilbage igen, mens skuldre, krop og fødder bevæger sig til rytmer fra trommerne.
Først viser sukumaerne trinnene, og bagefter danser vi andre med. Vi hopper, springer og vrider kroppene, mens føddernes konstante bevægelser hvirvler den tørre jord op. Med stor tålmodighed og kærlig latter, når det alligevel ikke lykkes, bliver trin, skuldervridninger og hakkens bevægelser i luften vist igen og igen under den blå himmel, hvor skyggerne langsomt bliver lange, og batterierne flade.
Jeg er på Bujora Cultural Center i det nordvestlige Tanzania, en times kørsel fra Mwanza. Centeret er et slags levende museum for den traditionsrige kultur hos Tanzanias største stamme, sukumaerne. Sammen med 12 kvinder er jeg til ’warsha’, en 16 dage lang workshop, hvor deltagerne lærer afrikanske danse af grinende, højtråbende, hurtigsnakkende og imødekommende sukumaer, der har modtaget os som gamle venner med varme smil og mange håndtryk.
Hvert år omkring nytår er der warsha på Bujora. Det er et tilbagevendende kursus med rødder i et 40 år langt kultursamarbejde mellem bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Utamaduni Dance Troupe med workshops i dans og trom i løbet af dagen, mens den om aftenen står på bål og sang eller mere uformel afrikansk diskodans på pladsen foran den hyggelige bar.
