Efter fire måneders isolation på båden ’Marco’ ud for Panama City og 40 dages sejlads på Stillehavet var rejsekammeraterne Lasse Storm – kaldet Storm – og Jes Brix Lauridsen både fysisk og mentalt udmattede, da de 31. august sidste år ankom til Tahiti.
Deres livs eventyrrejse, en treårig jordomsejling forberedt i lige så mange år, blev udsat for et benspænd af de store, da de på vej gennem Panamakanalen knap et halvt år tidligere, 11. marts sidste år, fik meldingen om lockdown.
De fleste danskere i udlandet fulgte myndighedernes opfordring til at komme hjem hurtigst muligt. Men Jes og Storm blev og udholdt langt over 100 dages ensomhed på deres båd, der i lummer tropehede lå for anker ud for Panama City. Ikke lige, hvad de havde drømt om.
»Vi er vant til at lave både en plan A, B, C og D; sejlads er jo ikke til at styre. Når vi så putter corona oveni, bliver man virkelig hærdet i forhold til at ændre planer efter, hvad der er muligt«, siger Lasse Storm.
