Det er snart seks år siden, men jeg glemmer det aldrig. Det var mit held, at jeg i lige netop det øjeblik bukkede mig ned for at tage en flaske vand ud af min rygsæk.
I det samme hørte jeg vindsuset, efterfulgt at et højt smerteudbrud fra personen direkte bag mig. Vedkommende – en ung amerikansk kvinde – førte lamslået hånden op til sin pande, der allerede var begyndt at svulme mærkeligt under den synlige hudafskrabning. Hendes kæreste – et stort brød i basketballvest og bagvendt kasket – råbte hen over hovedet på mig:»Hey! Look what you’ve done!«. Men synderen – en selfiestang på cirka halvanden meter med en iPhone for enden – forsvandt lige så hurtigt, som man kan sige cheese, ind i det enorme menneskemylder. Den forslåede kvindes kæreste opgav straks, hvad der muligvis kunne have været en hævnaktion, og bar i stedet som en anden Tarzan sin chokerede Jane væk.
Men jeg fik min tår vand. Og den var tiltrængt.
Man stod nemlig tæt den julidag på Markuspladsen i Venedig, hvor der syntes at være klart flest asiater og amerikanere blandt de tusindvis af mennesker. Og næsten lige så mange duer.
