Feriehungrende danskere kan igen tage til middelhavsøen uden at skulle i karantæne ved hjemkomst, efter at Udenrigsministeriet har farvet Mallorca gul.
Udmeldingen vakte stor glæde hos blandt andre 62-årige Michael Svane fra Albertslund, der straks fik arrangeret en rejse sammen med vennen Claus Bie.
»Spies kørte med nogle attraktive tilbud, og vejret på Mallorca så ud til at være godt, så det blev lidt en spontan tur efter halvandet års pause«, fortæller han.
Sammen med vennen har han brugt en uge på hotellet Sunprime Waterfront lidt uden for hovedstaden Palma de Mallorca. Den har stået på sol og drinks ved poolen og masser af kilometer på racercyklen.
