Mine første minder fra Malta er dystre. Det var i 1985, og mine forældre var blevet skilt. Far havde valgt den lille klippeø i Middelhavet i et heroisk forsøg på at skabe en hyggelig ferie for min søster og mig. Han var stresset.
En aften i hovedstaden Valletta glemte han venstrekørslen og kørte direkte imod en lastbil. Vi skreg: »FAR!«, inden han stod på bremsen. Pomfritterne virkede bløde, bøfferne seje, og der var langt til de græske øer, hvor vi havde været med begge vores forældre.
Følelsen sidder stadig i mig i trafikken fra lufthavnen mod Valletta nu, 35 år senere. Malta, der er på størrelse med Als, har 500.000 indbyggere, og de kører stort set en bil hver. Når de ikke holder i kø. Taxachaufføren virker vant til det. Han er fra Indien og har ikke set sin familie i to år, forklarer han, så han har nok andet at tænke på end trafikpropper.
Jeg betragter de elegante romersk inspirerede villaer langs vejen, og så pludselig, da vi drejer om et hjørne, får jeg udsigt over Valletta. Tænk, at jeg kunne glemme den! Under mig breder den vuggende bugt sig med farverige skibe og over mig byen med dens gyldne korsridderborge, mure og kupler højt på klippen som en ørkenborg i havet.
