Duften af tjære og salt luft og uophørlige lyde af skrigende måger trænger sig på her på havnen i Sydslesvigs ’hovedstad’, Flensborg. Gamle træsejlskibe og et par dampskibe ligger til kaj sammen med lystbåde og enkelte fiskerkuttere. Langs promenaden i bunden af havnen ligger cafeer med udendørsservering, hvor gæsterne sidder på første parket til et skønt skue ud over havnen og byen, som breder sig stejlt til begge sider.
Velkommen til Flensborg, som for de fleste, i hvert fald blandt jyder og fynboer, har været første stop til den sydlige del af kontinentet, medmindre det har været de travle grænsebutikker i byen og omegnen, som har været målet. Grænsebyen med godt 90.000 indbyggere overrasker med sin fabelagtige beliggenhed i bunden af Flensborg Fjord og med sin atmosfære og skønhed.
Rom er en fast bestanddel af byen. Dengang Flensborg var dansk, hørte De Vestindiske Øer til kongeriget, og herfra blev der fragtet store mængder stærk, klar rom og sukkerrør med skib den lange vej over Atlanterhavet til Flensborg. Her blev rommen videreraffineret og tøndelagret til den velkendte gyldne drik.
’Caribiens guld’ gjorde Flensborg berømt over hele Europa, og ’guldet’ har siden 1700-tallet været uløseligt forbundet med byen.
