Drip, dryp, drip, dryp. Lyden kommer sagte imod mig, da jeg træder ind i Tempelkirken. Den kommer fra den rå klippevæg, der indrammer det store ovale kirkerum. Udenfor er det regnvejr, og derfor risler vandet enkelte steder ned ad klippen, hvorfra det drypper ned i en rist. Den kantede klippevæg changerer i brune, gyldne og grå farver. Allersmukkest bag det beskedne alter, hvor naturens egen dekoration gør det ud for altertavle.
Kirkerummet er sprængt ind i klippen, og jeg befinder mig altså i en underjordisk klippekirke. Arkitekterne har dog valgt at lukke op til himlen og lukke en stribe dagslys ind via glasruder mellem klippen og en stor kobberkuppel, som er det eneste, der rager op, når man ser kirken udefra.
Heli Suhtala Uvalic er min guide i Tempelkirken. Hun viser mig rundt, også under kirkerummet, hvor der er personalerum, beskyttelsesrum og et væld af snævre gange. Til sidst står jeg i en dyb klippegang, der løber hele vejen rundt under kirken:
»Her er normalt ikke offentlig adgang, men jeg synes, at du skulle se denne graffiti«, siger Heli og peger på store versaler malet på klippen: »Biafra«.
