Den sidste tirsdag i januar 2020 gik Torbjørn Pedersen i land fra et containerskib i Hongkong, skibet kom fra Mikronesien. Gennem godt seks år havde den dengang 41-årige mand været på rejse Jorden rundt. Tanken var – og er endnu – at Torbjørn Pedersen skal besøge alle verdens mere end 200 lande uden at flyve.
»Jeg mangler kun 9 lande«, fortæller Torbjørn Pedersen i telefonen fra Hongkong nu næsten 2 år senere.
Det var meningen, at han skulle være 4 dage i Hongkong dengang i januar 2020 og så rejse videre med endnu et containerskib til østaten Palau øst for Filippinerne i Stillehavet – som var land nummer 195, han skulle sætte fod i. Turen skulle så være gået ned gennem Stillehavet med ophold i østater for at komme til New Zealand, Australien og Sri Lanka for at ende på Maldiverne som det sidste land på jordomrejsen.
Men en virus fra Wuhan satte en stopper for rejseplanerne, det vidste Torbjørn Pedersen bare ikke dengang sidst i januar. Palau lukkede nemlig sine grænser på grund af coronaepidemien, som siden blev til den pandemi, der har plaget hele verden de seneste par år.
