Det lyser og blinker. Små spejlstykker i tusindvis puslet sammen på murene omkring døre og vinduer i flere etager. På lige vægstykker anes pludselig roser eller rosetter formet af de mange splinter.
Vi ser fragmenter af os selv, når vi går frem og tilbage i den lille passage, som tidligere var gård bag Hotel Polska, og nyder synet, som slet ikke ydes retfærdighed på de fotos, vi forsøger at tage.
Rosas Passage, Pasaz Rozy på polsk, skal opleves med øjnene. Et kunstværk skabt i en lille smøge, som er genvej fra Lódz’ hovedgade, Piotrkowska, til Zachodnia-gaden.
Man kan ikke lade være med at tænke, at værket på en måde er et billede af byens historie, hvor tilværelsen flere gange er splintret i tusinde stykker for byens borgere, men hvor det er lykkedes dem at samle stumperne og forme dem til en ny fremtid.
