På Færøerne mødes hvert år 100 frivillige fra alverdens lande for at forberede øernes sårbare natur på sommerens turiststrøm, men de anlægger og udbedrer ikke blot stier og opstiller skilte. Det frivillige arbejde skaber også globale venskaber og får sågar kærligheden til at blomstre.
»Jeg deltog også i 2019, hvor jeg mødte Trond, og vi blev kærester og har ikke alene holdt sammen siden, men har også meldt os til det frivillige arbejde i år, fordi det er et fantastisk initiativ«, fortæller svenske Helena Lundberg, mens hendes landsmand og kæreste, Trond Ringwall, nikker og tilføjer:
»Jeg så fotos fra Færøerne og måtte herop. Derfor meldte jeg mig første gang i 2019. Jeg bor på Gotland, hvor jeg er gymnastiklærer på en skole, mens Helena er ansat hos Visit Sweden i Stockholm. Vi skiftes så til at mødes hos hinanden«.
’Closed for Maintenance – Open for Voluntourism’ kalder de færøske turistmyndigheder projektet, som første gang løb af stablen i 2019 med 100 deltagere fordelt på 10-12 hold. Arrangementet blev gentaget i 2021 og 4.-6. maj i år, hvor Politiken deltog. Næste års ’Closed for Maintenance’ finder sted 20.-22. april og åbner for tilmeldinger i november.
