Johanna og Ebbe Delfs havde ikke set tv-serien ’Badehotellet’, da de i 2019 købte huset Carlsro for at etablere et badehotel her på Åland.
»Da vi åbnede i sommeren 2020, havde ’Badehotellet’ kørt på svensk tv, og folk spurgte, om vi havde inspirationen derfra. Det havde vi så ikke, men vi indså, at vi måtte se den, og vi kan jo godt se ligheder«, fortæller Ebbe Delfs, da vi en lun juni aften sidder på hotellets terrasse med kig til havet.
Carlsro Badehotel er nemlig indrettet som i begyndelsen af 1900-tallet med blomstrede tapeter, hvidmalede lofter og paneler og lette lyse blondegardiner. Og de unge piger, der serverer, bærer hvide forklæder, blondekraver og -kapper næsten som i ’Badehotellet’. Det emmer af omhu, historie og lange lyse sommerdage. Man kan sagtens forestille sig, at det er sådan, her har været for 100 år siden. Men dengang var her slet ikke badehotel. Carlsro er nemlig bygget som privatbolig og kontor for en skibsreder, Carl Helin, der boede her til sin død i 1958.
»Huset ligger, hvor det gør, fordi Carl Helin kunne sidde i sin stue og holde øje med sine skibe, når de kom i havn«, fortæller Johanna, der selv er født og opvokset på Åland.
